|
|
Så kom foråret
|
Mandag, 21.03.05
|
Hen over vinteren var der efterhånden ingen der rigtigt troede på at vi ville få en rigtig vinter i år, blot kedeligt gråvejr og allerhøjst lidt slud. Men så for en lille måneds tid siden slog Kong Vinter til og begravede landet i sne, og de følgende uger sørgede et vedholdende frostvejr for at det hvide dække ikke forsvandt sådan lige med det samme. Men de sidste dage begyndte vinteren endelig at trække sig tilbage mod nord, temperaturen steg, og i dag har meteorologerne varslet helt op til 12 varmegrader, netop som dagen er tiltaget så meget at dagen er længere end natten. Så lunt var det dog ikke da jeg her til eftermiddag tog på travetur gennem Indre By, men der var ingen tvivl om at solen havde magt når man kom ud af skyggen. De første fortovscaféer havde allerede åbnet, og det var lokkende at smide sig ned en stund i solen og se de mange forårsglade - forårskåde??? - mennesker passere forbi. Et andet karakteristika for at foråret er på vej er at folk atter finder sine Converses frem og promenerer dem på gader og veje. Ganske vist var der ikke så mange i omløb i dag som man kunne forvente, men til gengæld så det ud som om mange havde kigget ekstra dybt ned i bunden af garderobeskabet, for der var knap nok to par sko der var ens. Hvide og cremefarvede, lysegrå og mørkegrå, samt de temmelig sjældent sete gule, olivengrønne og kastaniefarvede. Plus selvfølgelig standardfarverne sort, marineblå og rød. Selv supplerede jeg paletten med mine Flames som jeg havde købt i Køge for snart tre år siden. Disse har godt nok aldrig været i bjergene endnu, men er ganske udmærkede til at promenere i storbyen med. Og således kunne de i dag hilse på alle kollegerne. Der er næppe tvivl om at 2005 også skal blive et udmærket Cons år, dagen i dag har været en udmærket begyndelse.
|
|