I de senere år har det nærmest været fast kotume at jeg i påsken er taget op i Sverige for med Allan at vandre videre på mit langvarige projekt om at vandre på langs gennem Sverige, men det skulle der ikke blive tale om i år. Det kraftige stormvejr her i starten af januar skulle have ramt den sydlige del af Sverige særlig hårdt, og når man ved at der stadig er ejendomme i Sverige der fortsat er uden strøm er det let at regne ud at man nok ikke i øjeblikket gør sig de store anstrengelser for at rydde vandrestierne. Idet påsken falder tidligt i år skal man heller ikke langt nord for Vänern før sneen stadig ligger i tykke lag, og endelig melder vejrudsigten for Småland og Västergötaland om kraftigt tøbrud med heraf følgende forhøjet risiko for oversvømmelser. Så med udsigten til at skulle kravle gennem et vildnis af væltede træer i en snedækket og oversvømmet skov, var det indlysende at det var nødvendigt at finde et alternativ. Men hvor tager man hen og vandrer en længere tur i marts måned? Det blev faktisk min nys afholdte tur til USA der gav mig ideen: Her havde jeg netop besteget det højeste punkt i Texas, hvad så med at gøre det samme i Luxembourg? Jeg havde aldrig været i Luxembourg før, kendte overhovedet ikke til landet, men der måtte da være et højdepunkt af en eller anden art. Så med blot tre dages varsel blev turen planlagt og flybilletter bestilt. Fløj til Bruxelles, videre med tog til Liège for at proviantere (og drikke det udmærkede belgiske øl) og videre til Troisvierges i Luxemborg hvortil vi ankom i går aftes. Herfra skulle vi i dag nordpå mod landets højeste punkt, og ved et rent svineheld fandt jeg i Troisvierges en vandrerute der førte næsten hele vejen til toppen, og ved middagstid betrådte vi landets højeste punkt i Burrigplatz, 559m. Men når man er vant til alpine toppe var Burrigplatz noget skuffende da det blot var resterne af en borgruin i et landbrugsområde. Been there, done that - og det var ikke engang muligt at købe T-shirts!