Efter den noget skuffende 'bestigning' af Luxembourgs højeste punkt fortsatte vi nordpå og overskred grænsen til Belgien. Vi havde nu haft både en overnatning, en bestigning og et døgn i Luxembourg, så hvis man en dag skulle søge optagelse i De berejstes Klub var Luxembourg nu med på facitlisten. Efter tre dages vandring provianterede vi i Malmédy og fortsatte nu i retning af Hohes Venn. Jeg havde været i Hohes Venn tilbage i 1987 på en tredages vintervandretur med Christoph & Co., men var dengang aldrig nået frem til Botrange, Belgiens højeste punkt. Dette punkt var målsætningen for den sidste halvdel af denne tur, og efter at have travet nogle timer udenfor kortkanten kom vi ind på mit gamle Venn-kort og kunne sætte kursen mod Botrange. Den sydlige del af Venn udmærkede sig ved en udpræget mangel på broer over nogle af floderne, og i går måtte vi vade floden Warche nedenfor Reichenstein, en udmærket oplevelse der gav et lille pust af vildmark. I nat teltede vi så ovenfor Longfaye og nåede til formiddag frem til Botrange, med 700m Belgiens højeste punkt. Til forskel fra Burrigplatz tre dage tidligere var der her både stor parkeringsplads og stort cafeteria, og vi benyttede straks chancen til at få en god formiddagskaffe og den daglige belgiske øl. Eftermiddagen blev herefter tilbragt med en herlig vandretur ned langs Hill, lige fra flodens udspring nord for Botrange til vi til sidst vadede den nedenfor Herzogenhügel, en rigtig flot og spændende vildmarksvandretur som man slet ikke skulle tro man kunne finde her i det centrale Europa, og som jeg måske vender tilbage til om et år eller to i mit galleri her på siden. Til slut nåede vi frem til Kreuz im Venn, og i morgen krydser vi grænsen til Tyskland, hvor vi fra Monschau tager bussen tilbage mod Belgien og via Eupen når tilbage til Bruxelles.