Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 23. april 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Kultbjerget Pikes Peak Lørdag, 23.04.05

Pudsigt nok var det min løbekammerat Martin som havde foreslået mig at kigge nærmere på Pikes Peak som mål for bjergbestigning i Colorado. Ifølge Martin skulle der finde et marathonløb sted op og ned ad Pikes Peak hvert år i august, og da Pikes Peak var en af Colorados mange 14-tusindere (i fod) og samtidig var et af de få bjerge med en hytte undervejs var det nærliggende at efterleve opfordringen. Vi kørte fra Denver til Manitou Springs, hvorfra opstigningen skulle finde sted ad den velanlagte sti Barr Trail. Det stod dog snart klart at det ikke var en hvilkensomhelst vandresti dether. Stien var i meget god stand og let at gå, men mere overraskende var det at vi fra tid til anden mødte folk som kom joggende ned over stien. Og der var tre måneder til løbet skulle finde sted! Endvidere var det ikke nødvendigvis supertrænede folk som kom løbende, men ofte ganske almindelige folk, og det gik efterhånden op for mig at indbyggerne i Manitou Springs og Colorado Springs længere nede betragter deres bjerg som noget ganske særligt, et indtryk der blev forstærket af de mange historier som hytteværten på Barr Camp halvvejs oppe ad bjerget kunne fortælle, om folk der kom løbende midt om natten efter at værtshuset nede i dalen havde lukket. Den følgende dag fik vi bjerget for os selv. Sneen var begyndt nedenfor Barr Camp, og det meste af ruten ovenfor hytten var dækket af et tykt lag sne. Barr Trail fortsætter op mod toppen, og følger over trægrænsen NE Spur, men på grund af megen sne var vi blevet rådet til at stige op over E spur i stedet, et råd vi fulgte selv om vi i den øvre del skulle klatre op gennem en halvstejl snecouloir. Vi nåede dog toppen uden problemer og kunne nu få varmen i cafeteriet - der er både landevej og jernbane til toppen, så selvfølgelig var der også en turistfælde at finde her. Efter en nat mere på hytten steg vi så her til morgen ned til Manitou Springs i superfriskt vejr. Jeg følte jeg havde et usandsynligt stort overskud, og det var meget vanskeligt at lade være at løbe blot en lille smule. Måske alligevel i 2006...?

Barr Camp
www.pikespeakmarathon.org
www.skyrunner.com

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.