Himmelfartsdagene havde jeg valgt at tilbringe i Gran Paradiso sammen med tre af drengene fra Aberdares 2003: Tom, Christian og Jacob, og som vort første mål havde vi sat os en bestigning af la Tresenta. La Tresenta er et forholdsvis overset bjerg, med 3609m beliggende i skyggen af Gran Paradiso selv, men bjerget skulle snart vise sig at byde på uventede kvaliteter. Vi havde udvalgt os en bestigning ad nordflanken, en jævn sneflanke med en hældning på 35-40°, og den skulle føre stort set hele vejen til toppen uden nævneværdige problemer. Den allerøverste del af flanken består dog af klippe, hvorfor vi foretog udstigning på NE-graten, hvor der kun skulle være en kort bid til toppen, som lå bare lige deroppe. Det blev dog en lidt større udfordring end forventet. Selv om det var maj måned, og solen derfor var lige så meget fremme som i august måned, var det absolut ikke sommerforhold. En kraftig nordenvind blæste fygesneen over graten, og den normalt lette klippegrat var dækket af et tykt lag sne der i stedet gjorde det til en mere besværlig mixed klatring, hvor det var nødvendigt at grave både trin og greb frem under den dybe sne. Det var nu temmelig længe siden jeg sidst havde klatret mix, men efter lige at have omstillet mig gik det faktisk ganske godt. Jacob gik forrest for at sætte de løbende sikringer, herefter kom de to andre, der ikke havde nogen forudgående erfaring i mixklatring, og jeg lukkede kæden af med at fjerne sikringerne igen. Det var ikke noget problem at klatre med steigeisen, og faktisk syntes jeg det var både sjovt og spændende, Således har jeg ikke følt det i lang tid, og det var virkelig en positiv oplevelse jeg kan tage med mig når jeg i næste måned drager på sommerferie.