|
|
Gletscherne får overfrakke på
|
Lørdag, 14.05.05
|
I årevis har miljøorganisationerne talt om risikoen for global opvarmning, uden at det dog har haft den store betydning de steder hvor man virkelig kan gøre noget for sagen. Uanset utallige regeringsmøder, Kyoto-protokeller og andet godt er verdens energiforbrug støt stigende, med deraf følgende udslip af drivhusgasser. Det er jo aldrig bevist at der er en sammenhæng, har standardsvaret været, og så må man hellere foretage nogle nye undersøgelser. Så i stedet for at gøre noget ved problemet bruger man pengene på nye undersøgelser. Dette vil dog næppe hoilde særlig længe endnu, i en ikke så fjern fremtid vil man sandsynligvis ikke have råd til at gøre noget ved problemet, da man bruger alle pengene til at afhjælpe eftervirkningerne ved den globale opvarmning. Opvarmningen viser sig på en utrolig masse måder, men et af de mest synlige er at verdens gletschere svinder i et rasant tempo, ligesom den evige sne trækker sig tilbage i stor hast. Ud over de miljømæssige problemer der opstår når en stabil kilde til vand tørrer ud giver det også skisportsområderne grå hår i hovedet når der bliver længere og længere til brugbar sne. Og her kan blot få meter være udslagsgivende. Landets aviser bragte i forgårs en artikel fra Gurschengletscheren ovenfor Andermatt. Denne gletscher indgår i skiområdet Gemsstock, men gletscheren er efterhånden smeltet så meget ned at der nu er et stort hul mellem liftstationen og gletscheren. Hvad gør man så? Ja, idet Verden tilsyneladende ikke har til sinde at standse den globale opvarmning må man hellere bevare den sne man stadig har så længe så muligt, og det gør man ved at pakke hele den øvre del af gletscheren ind i polyesterfolie. Folien skal reflektere sommervarmen og derved forhindre en for stor afsmeltning i sommermånederne. Og når vi når frem til september fjernes folien og gletscheren er klar til at modtage den nye vintersne. Det koster ganske vist en formue, men der må være penge i det. Måske schweizerne derved viser vejen frem: Når nu ikke vi kan holde op med at skide i egen rede kan vi måske afgrænse nogle få steder hvor vi ikke skider - selv om logikken siger at det burde være omvendt!
|
|