|
|
Verdens hurtigste mand
|
Torsdag, 16.06.05
|
Vel nok den mest hæderkronede verdensrekord, mændenes 100 meters løb, blev slået i går, og det oven i købet i atletikkens hjemby Athen. Ved et super-grandprix stævne på det olympiske stadion her satte jamaicaneren Asafa Powell ny verdensrekord da han gennemløb de hundrede meter på blot 9,77 sekunder, og derved slog amerikaneren Tim Montgomerys tidligere rekord fra 2002 med blot et hundrededels sekund. Powell var ganske vist ikke hurtigst ude af startblokkene, men efter 15-20 meter fik han for alvor fart på og lagde sig hurtigt op foran feltet, en placering han holdt resten af banen hjem. Asafi Powell er måske nok et noget ukendt kort i atletikkens verden, men især i den sidste måneds tid har han virkelig løbet sig i form. Allerede for en måned siden løb han således betragtelige 9,84 på hjemmebanen i Kingston, en tid som for blot ti år siden ville have været verdensrekord i sig selv, og at det ikke var en enlig svale viste han ved et stævne i Ostrava i Tjekkiet for en halv snes dage siden, hvor han på en råkold efterårsagtig aften løb en tid på 9,85 hjem. Allerede dengang nævnte han at hvis det havde været varmere i vejret kunne verdensrekorden måske allerede den dag have været i farezonen. Men Powell formåede at holde sig på toppen længe nok til at han i forgårs under perfekte vejrforhold kunne sætte rekord i Athen. Han krydsede målstregen i ensom majestæt, med hele 0,22 sekunder ned til nr. 2. Sidste mand over stregen var i øvrigt englænderen Jason Gardener som kom i mål efter 10,29 sekunder, hvilket måske er langsomt i denne sammenhæng, men som ville have været en tangering af den danske rekord på strækningen, hvis nu Jason havde været dansker.
|
|