Nåede lige at åbne aviserne efter jeg kom hjem, og fandt så ud af at der faktisk er ret så mange gode film i biograferne for tiden, så jeg bliver nu også nødt til at afse en aften eller fire blandt mine mange andre gøremål hvis jeg skal nå at arbejde mig igennem dem - et ganske behageligt arbejde for øvrigt! To af filmene går i min hjemlige Park Bio for tiden, og den første af dem var jeg inde og se her til aften. Der er ganske vist ikke tale om en ny film, så langfra, idet den er indspillet i 1982, men den er stadig så afgjort værd at se den dag i dag. Jeg taler om filmatiseringen af Pink Floyds episke mesterværk The Wall med Bob Geldorf i hovedrollen som Pink. Jeg har godt nok set filmen tre gange før i biografen, men det var efterhånden så længe siden at jeg godt kunne være tjent med et gensyn. Jeg husker fra første gang jeg så den hvordan filmen var temmelig forvirrende med sine mange spring i tiden, men med et godt kendskab til historien bag The Wall lykkedes det mig alligevel at få sat det meste på plads. Men hvis ikke man har et indgående kendskab til historien bag eller i det mindste har læst albummets tekster, vil man nok temmelig hurtigt blive efterladt på slagmarken. The Wall er et barn af de krige der ikke sluttede med den kolde krig, men er også ganske interessant for folk uden krigsbaggrund. Hovedessensen i filmen, at der ikke kommer noget godt ud af at vokse op blandt overbeskyttende forældre - eller i et overbeskyttet samfund - tror jeg nok de fleste i et vist omfang kan nikke genkende til. Og hver gang jeg har set filmen har jeg oplevet nye interessante vinkler. Ganske vist ikke i samme omfang som The Matrix, men The Wall er interessant på sin egen måde. Karaktermæssigt ville jeg nok umiddelbart give den fire stjerner, men da filmen kan være svær at forstå for andre end dem som er i målgruppen, og nu hvor nyhedens interesse har lagt sig vil det dog næppe blive til mere end tre.