Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 21. august 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Rune Klausen er død Søndag, 21.08.05

Det var med megen vantro jeg hørte nyheden om at Rune Klausen var omkommet ved en abseilulykke i Chamonix-området, kun 33 år gammel. Jeg havde jo kendt Rune i en halv snes år, siden jeg første gang mødte ham i Lyngby Orienteringsklub. Vi havde begge de samme interesser, ikke bare for orienteringsløb, men også for naturen i almindelighed og for bjergsporten i særdeleshed. Rune var netop på vej ind i bjergklubben, og der gik ikke lang tid før vi sås regelmæssigt, som regel for at køre ud i en eller anden skov for at løbe orienteringsløb, men i stigende omfang blev bilen vendt mod Sverige og Kullen, og inden der var gået et år begyndte vi også at tage sammen på klatreture i Alperne. En indledende tiltænkt klatretur til Kaisergebirge (hvorfor skal det altid regne når jeg er der?) viste at vi godt kunne gå en uge sammen i regnvejr uden at rive hovederne af hinanden, og det var kun generalprøven. De næste to somre var vi at finde sammen i Alperne hvor vi lavede en række fine bestigninger af blandt andet Piz Zupò, Piz Bernina og Hochschijen. Vi var også sammen om at starte Dansk Bjergklubs jubilæumsekspedition op i 1999, og da jeg efterfølgende trak mig fortsatte Rune arbejdet hermed og var til slut også med da ekspeditionen blev virkelighed i 2001. De seneste år har vi dog ikke klatret sammen, men i forbindelse med min planlægning af Rongbuk-turen gik det op for mig at vi måske skulle lave nogle ture sammen igen. Disse tanker blev dog aldrig til noget, idet Rune døde på Pyramide de Tacul forrige tirsdag den 9. august. Rune blev begravet i forgårs. Æret være hans minde.

Rune i bivuakken uden for Rifugio Vittorio Emanuele i Gran Paradiso-området.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.