For ikke så længe siden slukkede Barsebäckværket sine atomreaktorer for sidste gang. Ikke fordi der ikke længere var brug for værket, men fordi det var politisk opportunt på tidspunktet, og til trods for at der faktisk var et flertal iblandt den skånske befolkning for at bevare værket i drift. Det er så hvad det er, men jeg har altid undret mig hvorfor medierne herhjemme altid retter søgelyset mod de vesteuropæiske kraftværker baseret på en høj grad af sikkerhed, og ikke tænker så meget på hvad vi har i baghaven. Metsamor, for eksempel. Dette kraftværk er i første halvdel af 70'erne opført 28 km udenfor den armenske hovedstad Yerevan med gammel sovjetisk teknologi og kan i år fejre 30 års jubilæum. Reaktoren er af samme type som i Tjernobyl, men til forskel for denne ligger Metsamor i en særdeles aktiv jordskælvszone. Det kraftige jordskælv der rystede Armenien i 1988 medførte at atomkraftværket blev lukket, men efterfølgende blev den ene reaktorblok startet op igen i 1995. Til trods for indgåede aftaler med EU og Europarådet om at reaktoren ville blive lukket i 2004 opretholder værket fortsat elproduktionen, og nylige meldinger fra den armenske regering lyder på at man agter at opretnolde driften i hvert fald i 11 år endnu. Og hvad gør Europa så ved det? Tja, ikke så meget. For hvis man agter at gøre noget kommer det sandsynligvis til at koste penge. Metsamor dækker en trediedel af elforbruget i hele Armenien og det er utopisk at tro at man sådan bare kan lukke dette værk ned. Det er nødvendigt at give Armenien teknologisk bistand så de kan bygge et nyt og moderne kraftværk med sikker teknologi. Hvad de så fyrer med er mindre vigtigt i denne henseende, men i disse tider med enorme CO2-udslip og drivhuseffekt er kul eller olie nok ikke lige sagen. Hvad skulle der være i vejen for at bygge et nyt og moderne atomkraftværk i Armenien så det farlige kraftværk i Metsamor kan blive lukket? Er det ikke bare at gå i gang.