Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 23. september 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Den lyse side af fildeling Fredag, 23.09.05

Der er med tiden blevet skrevet meget godt og især skidt om diverse fildelingstjenester, hvor personer lægger musik ud på nettet hvorefter alle med det nødvendige kendskab hertil frit kan logge på og downloade musikken uden at skulle betale for det. Alt imens pladeselskaberne vånder sig over at salget af cd'er rasler ned. Min kommentar til dette fænomen har indtil nu blot været et rungende NÅ! Selvfølgelig skal rettighedshaverne også have deres, men efter min opfattelse er pladeselskaberne selv ude om det når pladesalget rasler ned. I deres iver efter at lave det store hit lyder det meste musik efterhånden ens, der er ikke plads til de spændende eksperimenter som gjorde musikken interessant for (akja) 20-30 år siden. Med enkelte undtagelser, som hjemlige Blue Foundation er et udmærket eksempel på. Det drejer sig udelukkende om penge i musikbranchen i dag, og helt ærligt gider jeg ikke foretage mig noget for at få fat i øjeblikkets hits, om så jeg kunne downloade dem frit via nettet. Den musik jeg køber er en musik jeg føler noget for, jeg ved udmærket at disse kunstnere som regel ikke optræder på nogen hitlister, og pladesalget derfor er en helt nødvendig indtægtskilde for disse kunstnere. Så selvfølgelig køber jeg deres plader, og betaler alle de afgifter der opkræves ad den vej. Men alligevel må jeg nu sige at der er noget godt ved fildeling, og det er at det giver mulighed for at skaffe musik der ellers ikke er tilgængelig. Som for eksempel Fish's koncert i Amager Bio for fjorten dage siden. Fish har altid erklæret at København var noget særligt for ham, men hvorfor hulen har han så aldrig udgivet en plade, eller blot en af sine egne bootlegs med liveoptagelser fra København? Jeg er åbenbart ikke den eneste der finder det som en mangel, og rygter vil vide at koncerten nu kan findes som uofficiel bootleg på en fildelingstjeneste. Der er simpelthen nogen som har været til koncerten med en DAT-optager og båndet hele koncerten. Og når nu Fish ikke selv vil udgive musikken er det helt i orden med mig at der er andre der gør det. Især hvis jeg selv får en kopi.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.