Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 26. september 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Årets første O-løb Mandag, 26.09.05

Ja, jeg ved godt at det er lidt pinligt at skrive, men da jeg i går var ude og løbe orienteringsløb i Rude Skov var det faktisk første gang i et år at jeg havde løbet O-løb. Årsagen til at jeg kom i skoven var den samme som sidste gang, nemlig den halvårlige divisionsmatch for min klub Lyngby Orientering. Løbstilmelderen havde dog taget hensyn til mig og sat mig på en 4 km let bane, så kunne jeg da altid hive nogle point hjem til klubben selv om min form ikke var til det. Nu plejer disse lette baner ikke at være de mest spændende, især ikke når man tænker på at jeg i min storhedstid altid løb svære og halvlange baner. Men meget har ændret sig på ti år - især formen, og så er det lidt frustrerende når man kan læse flere poster frem men ikke lige kan få sit korpus med sig. Men i går var en rigtig positiv oplevelse, for selv om banen var let, dvs. man kan komme fra post til post uden at fjerne sig nævneværdigt fra de store stier, så var banen lagt så der ofte var mulighed for at skære igennem og løbe på tværs af stierne, og flere stræk føltes næsten som i 'gamle' dage. Jeg løb de 4 km (luftlinie) på 36 minutter, og selv om det ikke lyder af så meget var det faktisk nok til at give mig en tredieplads på banen, tre minutter efter vinderen og kun et minut fra en af klubkammeraterne. Og med seks minutter ned til nummer fire var jeg egentlig ganske godt tilfreds med min præstation. Især ved en post cirka midtvejs hvor jeg løb på tværs gennem tæthed 2 og kom ud direkte ved posten mens andre havde svært ved at finde ind fra nærmeste sti og sågar havde fejlklip her. Så det kunne da være sjovt atter engang at inddrage denne rigtig gode form for motion i min træning, men det sagde jeg jo også sidste gang. Men måske denne gang det bliver anderledes, da jeg efter løbet blev inviteret til et stævne i Store Dyrehave om fjorten dage...

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.