|
|
Slank med TV?
|
Torsdag, 29.09.05
|
Normalt plejer jeg at springe let og elegant hen over avisernes TV-programmer, for hvad skulle der være her der kunne interessere mig når jeg ikke selv har noget TV? De eneste gange jeg ser TV er når jeg er på diverse hoteller rundt omkring på kloden, og så har jeg alligevel ikke nogen indflydelse på hvornår jeg skal se TV. Så den eneste grund der skulle være for mig til at beskæftige mig med TV-programmer er at finde på noget at ryste på hovedet over. Så det vil jeg gøre i dagens klumme, idet jeg har erfaret, at nu er det tilsyneladende hverken Big Brother, madlavnings- eller boligprogrammer der trækker folk til skærmen. Næ, i dag drejer det sig om at smide alle de kilo man har taget på efter at have set alle disse madprogrammer. Og man kan ikke slippe fri, for både TV2, TV3 og TV Danmark har hver deres udsendelse hvor nogle frivillige delinkventer konkurrerer om at tabe sig. I prime time! Så er det bare jeg spø'r: Hvor svært kan det være? Hvis man har lidt for meget på sidebenene er der kun to veje til vægttab: Enten at nedbringe den mængde energi man indtager, eller at bruge tilsvarende mere energi. Jeg har aldrig været tilhænger af slankekure, hvilket måske er hvorfor jeg som regel svinger mellem to og tre cifre, men jeg har altid været af den opfattelse at hvis jeg tager på er det ikke fordi jeg spiser for meget, men fordi jeg bevæger mig for lidt. Og så er det bare med at komme i gang. Jeg vil dog give d'damer kostrådgivere ret i at der også kan være noget at hente ved at ændre i kostplanen. Siden jeg stoppede i Vallensbæk for et halvt års tid siden har jeg faktisk smidt ti kilo uden i øvrigt at ændre kostvaner, og selv om jeg har været i Himalaya hen over sommeren har jeg faktisk smidt over halvdelen uden for ferierne. Alt sammen fordi jeg ikke længere har rådhusets fremragende madmor til at kræse om mig! Nu gælder det så blot om at fastholde tendensen ved at skrue lidt mere op for træningen. Såre simpelt - det behøver man ikke glo på TV for. Hvis nu man i stedet for at sidde og flade ud foran skærmen brugte de 55 minutter om tirsdagen på en svømmetur, de 35 minutter om onsdagen på lidt styrketræning og de 60 minutter om torsdagen på en løbetur, så tror jeg man får et langt bedre forhold til sin krop end noget TV-program kan give.
|
|