Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 8. oktober 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Dansk sølv ved VM i brydning Lørdag, 08.10.05

Mens jeg i sidste weekend har trisset rundt i det sydsvenske er der i Budapest andre danskere der har været aktive, idet verdensmesterskabet i brydning blev afholdt her i den forgangne uge. Danmark stillede med to mand, dels den 23-årige Anders Nyblom der stillede op i 55-kg klassen, og dels den 21-årige Mark O. Madsen i 74-kg klassen. Og man må sige at de gjorde det godt, de to ungersvende. Første mand på måtten var Anders, der i lørdags og trods sin ringe højde kæmpede sig helt frem til semifinalen, en placering som danske brydere ikke har nået indenfor de seneste 43 år. Men her blev Anders så også stoppet af sin modstander, der dog ikke var en mr. hvemsomhelst, men den regerende olympiske mester i klassen, István Majoros, der som ungarer tilmed havde hjemmebanefordelen. Dagen efter var det så Marks tur, og han gjorde det om muligt endnu bedre da han kæmpede sig frem til finalen, der foregik højbords, centralt i den store arena i Budapest. Her holdt bukserne, eller rettere: brydedragten dog ikke længere, for her måtte Mark bide i græsset over for sin modstander, russeren Varteres Samurgatjev som vandt olympisk guld i 2000 og bronze i 2004 samt i øvrigt tillige blev verdensmester i 2002. Man må sige at det er rigtig godt gået af Mark, at kunne nå så vidt i en alder af blot 21 år! Men Mark er slet ikke tilfreds hermed, for som den danske sølvvinder efterfølgende udtalte til Politiken: "Jeg kan ikke lide medaljer af sølv eller bronze, det er ikke derfor, jeg er med. Jeg skulle og burde have vundet!" Se, det er en dedikering til sporten der vil noget. Disse fremragende præstationer burde give lidt mere offentlig focus på en af vore mindre sportsgrene, så det hele ikke bare drukner i fodbold og cykling.

Til venstre Mark O. Madsen, sølvvinder ved VM i brydning.
www.brydning.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.