|
|
"Viaalpina Support Team"
|
Tirsdag, 11.10.05
|
Jeg modtager fra tid til anden mails der er bouncet tilbage fra en afsender, mails der er blevet afvist fordi der har været højst tvivlsomme attachments, og de ryger tilbage til mig fordi den angivne afsender er min weblog-adresse blog@viaalpina.dk. Nu er det bare sådan at jeg aldrig sender mails ud fra den adresse, da det kun er en indgående adresse, så der er her tale om nogen der bruger min viaalpina-adresse som en fiktiv afsender. Hvem det er har jeg ikke haft nogen viden om, men i de seneste dage er jeg kommet et skridt nærmere, da jeg har fået flere enslydende mails fra "Viaalpina Support Team". Disse går ud på at min blog-adresse tilsyneladende har sendt en større mængde spam ud. De beder mig lige checke et vedhæftet brev og bekræfte at det er i orden, men jeg har nu aldrig hørt om breve der bliver sendt i .scr format. Jeg anede heller ikke at jeg havde mit eget Support Team, det er i hvert fald ikke en service fra mit webhotel, og hvorfor skulle jeg sende en advarselsmail til mig selv? Længere nede i brevet bliver venligheden afløst af en trussel når dether Support Team truer mig med at terminere mit medlemskab af Viaalpina hvis ikke jeg checker meddelelsen. Jeg må altså ikke være medlem af min egen hjemmeside eller mig selv? Mystisk! Meddelelsen slutter herefter af med en venlig information om, at de vedhæftede filer ikke indeholder virus, for det er blevet checket af "Viaalpina Antivirus". Fake hele vejen igennem! Jeg er dog tilsyneladende ikke den eneste der har fået en sådan mail, for der er sendt en enslydende mail til en Kevin her på Viaalpina, men da den mailadresse ikke er registreret nogen steder (andet end i spammerens hoved) er den mail også røget videre til mig. Så "mit" lille support-team har været ganske aktivt. En variant af mailen er blevet sendt til en hr. Smith med meddelelse om at han skal opdatere sin User Profile på Viaalpina, men han får underligt nok tilsendt det samme dokument som Kevin? Det kan også konstateres at dether support-team heller ikke ved hvilken mailadresse de selv har, for det ene øjeblik sender de fra info@, det næste fra administrator@ eller support@, og heller ingen af disse adresser eksisterer. Hvad ideen er, at en eller anden syg hjerne sender en mail til en ikke-eksisterende adresse og angiver en anden ikke-eksisterende adresse som afsender går over min forstand. Og jeg finder heller andrig ud af det, for alle disse mails er behørigt blevet parkeret det eneste relevante sted: I papirkurven!
|
|