Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 26. oktober 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Rapport fra Mountaineering Commision Onsdag, 26.10.05

UIAA Mountaineering Commission (MC)’s arbejde ligger overvejende i de to arbejdsgrupper omkring Training Standards og Legal Experts. Førstnævnte arbejdsgruppe afholdt denne sommer et seminar ved Sustenpass i Schweiz denne sommer, hvor der var deltagelse af 29 repræsentanter fra 16 medlemsorganisationer, heriblandt også deltagelse af Mikael Kristiansen og Jakob Lapp fra UddannelsesUdvalget under Dansk Bjergklub. Arbejdsgruppen har fået tilbud fra Indien, Tyrkiet, Catalonien og Rumænien om at afholde kommende seminarer, og der er planer om at afholde et seminar, udelukkende for kvinder. Legal Experts arbejdsgruppen går som regel ikke ind i aktuelle sager, men overvåger resultatet af disse for derved at opbygge en videnbank som man kan stille til rådighed i sin rådgivning af medlemmerne. Faktuelle retslige aspekter skal såvidt muligt løses i det pågældende land under hensyntagen til national lovgivning. MC går dog ind og rådgiver på internationalt plan, som eksempelvis i den nye EU lovgivning om Working at Height, der hvis uændret ville have haft en negativ sideeffekt på professionelle klatrere og guider. MC overvåger også om principperne i Tyrolerdeklarationen bliver overholdt, og har i det forgangne år haft sager vedrørende arkæologiske studier på klippevægge i Mexico og er blevet konsulteret i forbindelse med de nye regulationer for Huascaran Park i Peru. Herudover har man blandt andet haft en diskussion kørende om potentielle konflikter mellem privat og kommerciel adgang til klatreområder, et problem vi i Danmark kender i meget mindre stil fra Bornholm.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.