På generalforsamlingen blev der desværre ikke tid til at fremlægge rapporter fra Safety og Youth Commissions da vi nødvendigvis skulle slutte til tiden. Vi havde brugt for meget tid til at diskutere meetineering og for lidt på mountaineering, som den portugisiske repræsentant José udtrykte det. Heldigvis var vi dog nogle stykker der ikke helt havde mistet jordforbindelsen og vidste at et af de primære formål med UIAA er et skabe kontakter og udveksle erfaringer på tværs af landegrænser. Og dette kom til udtryk da vi var nogle stykker der satte os for at bestige Singapores højeste bjerg, det 163 meter høje Bukit Timah. Bjerget, eller nok nærmere bestemt bakken, ligger inde i et af de få naturreservater der findes i Singapore. Med en befolkning på over fire millioner indbyggere klemt sammen på et areal på størrelse med Bornholm, er der ikke meget original natur, men junglen omkring Bukit Timah er en af de få undtagelser. Vi var fire mand M/K der tog derud: José, som jeg havde været på tur med tidligere efter generalforsamlingen i Berchtesgaden i 2003, Graham som var delegeret fra Australien og som første gang repræsenterede dette land, og Debbie, der repræsenterede USAs klatreklubber. I høj grad et internationalt team. Det gode ved Singapore er at alle afstande er overkommelige, og kun et kvarter med taxa fra hotellet stod vi ved indgangen til nationalparken. Bukit Timah er nok et af de letteste højdepunkter at bestige, for der går en fin asfalteret sti fra indgangen direkte til toppen, men vi var jo bjergbestigere og skulle selvfølgelig have lidt mere ud af turen. Vi valgte derfor en af de andre ruter hvor vi vandrede trefjerdedel af vejen rundt om bjerget inden vi til sidst steg op på toppen bagfra. En ganske let rute ad gode stier, men meget interessant, især da jeg aldrig havde vandret i lavlandsregnskov før. Efter en god times gang nåede vi toppen af Bukit Timah, første gang jeg har været på et lands højeste punkt, hvor dette har været lavere end Danmarks højeste punkt.