|
|
Jorden rundt på 648 dage
|
Torsdag, 10.11.05
|
Den 23. oktober kl. 13.21 kom en ung mand løbende gennem et parkområde i London, drejede op ad en bakke og standsede op foran en gammel bygning. For manden på gaden var det en ganske almindelig hændelse, men faktisk var der tale om afslutningen på noget som intet menneske havde gjort før. Den unge mand var den 34-årige dansker Jesper Kenn Olsen, den gamle bygning var Royal Observatory udenfor London, og det særlige ved historien er at Jesper knap to år tidligere, den 1. januar 2004, var startet fra selvsamme punkt med det erklærede formål at løbe Jorden rundt. 26.232 km og 28 par løbesko senere nåede Jesper sit mål, efter at have løbet fra London over København, Stockholm, Helsinki, Moskva og Irkutsk til Vladivostok, videre ned gennem Japan, hvorfra turen gik til Australien. Her løb han gennem den store australske ørken fra Sydney til Perth inden han satte sig i flyet for at flyve til Nordamerika. Løb videre fra Los Angeles til New York, med omveje over Vancouver og Chicago inden han til sidst returnerede til Europa, krydsede Irland og endelig nåede frem til England for at løbe de sidste få kilometer tilbage til observatoriet i Greenwich. Jesper har løbet marathonløb i 20 år, og fandt åbenbart at tiden nu var inde til at løbe et om dagen, og gjorde han det længe nok ville han på et eller andet tidspunkt nå hele vejen rundt om kloden. For fem år siden løb Jesper 100 km på 6:58 ved VM, så det er ikke hvemsomhelst vi har med at gøre. At løbe Jorden rundt har selvfølgelig krævet megen forberedelse, og de første mange kilometer løb Jesper sammen med russeren Alexander Korothov og japaneren Kazuko Kaihata, men efter fem måneder i Sibirien måtte de begge trække sig fra projektet, og resten af vejen løb Jesper alene, fra tid til anden ledsaget af lokale ultraløbere. Det må siges at være en usædvanlig bedrift, som nok er fysisk krævende, men måske endnu mere mentalt krævende, at skulle løbe et marathon hver eneste dag gennem de øde sibiriske og canadiske vidder.
|
|