|
|
I Kong Hans' kælder
|
Torsdag, 01.12.05
|
Traditionen tro plejer vi at afholde bestyrelsens middag i november måned, men det viste sig umuligt at finde en ledig dag op til weekenden, og derfor endte det med at det først blev her til aften at vi kom ud for at spise med kniv og gaffel. Årets spisested var udvalgt til at blive Kong Hans' kælder, et sted jeg ikke havde hørt så meget om, men hvor køkkenet skulle være rigtig godt. Og det var det så sandelig også. Alene lokalerne, en hvidkalket og veloplyst kælder med høje hvælvinger, skabte et behageligt miljø, og med god plads mellem bordene blev vi på ingen måde forstyrret af de andre gæster. Menumæssigt plejer vi at holde os fra alt hvad der har med jul at gøre, men restaurantens jule-innovationsmenu var dog alligevel for fristende, så det blev den bordet rundt. Efter en indledende appetizer af vagtelæg og champagne i lobbyen blev vi budt til bords i kælderen med første ret, en salat på kammuslinger. Disse fortræffelige skaldyr var både store og velsmagende og perfekt tilberedt. Hertil en lille skefuld ægte kaviar, der én gang for alle fortalte mig at der er forskel på den ægte vare og det man køber i superen til en tier. Menuen kan ses på restaurantens hjemmeside (se nedenfor) og man fornemmede virkelig at der dels var kælet om de fine råvarer, men at kokkene også havde været omhyggelige med at give hver enkel ret et lille twist, en anderledes servering eller en utraditionel anvendelse af råvarerne. Som eksempelvis den næste ret, der ifølge menuen var pighvar, men som grangiveligt lignede en jordbærkage med sit overtræk af rødbedegelé. Vi var dog langtfra ved desserten endnu, og i en lind strøm kom de mange retter, den ene mere lækker end den anden, indtil der effektivt blev lagt låg på med en souffleret honningkage. Betjeningen var ikke mindre end fremragende, aldrig påtrængende og altid villig og til stede, eksempelvis fik et tomt glas ikke lov til at stå på bordet et minut før det var fjernet. Vores tjenere var meget vidende og efterlod det indtryk at det ikke er gjort med at servere, men de bruger også meget tid på at sætte sig ind i råvarernes herkomst. Samtidig er stedet behageligt fri for snobberi, som vi fik fortalt kan enhver blive tjener her hvis blot man brænder for jobbet. Ligeså er der ingen fastlåste principper om at alt skal være økologisk, man går på Kong Hans simpelthen efter de bedste råvarer, og kigger så mindre på prisen. Stedet er dyrt, javist, men man går derfra med en fornemmelse af at man også fik noget for pengene.
www.konghans.dk
|
|