Navigation: Quicklink   
Start  >  Blog 
> 13. december 2005
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Bjørnetjenesten på P3 Tirsdag, 13.12.05

Gennem årene har Danmarks Radio opbygget en lang tradition for satire, fra Holdningsløse Tidende i sin tid, afløst af talrige andre satireprogrammer i radioen søndag formiddag, over Selvsving og Det Brune Punktum frem til Tjenesten, som redaktionen kalder sig i dag. Samtidig har satiren også bredt sig ud over radiofladen, fra tidligere kun at have været et program der blev sendt søndag formiddag er der nu satire på programmet hver eneste dag, og i løbet af i år har den nu bredt sig ud over hele sendefladen på P3. Det kunne så måske være godt nok, hvis kvaliteten stadig holdt, men det er så langt fra tilfældet, efter min opfattelse. Jeg kan desværre ikke se humoren i et fiktiv opkald til en fiktiv klagetelefon eller det at forskellige ting eller personer skulle være en beausson - hvad det så end er. Det får så være, for det kan man blot ignorere. Værre er det med de bevidst irriterende og påtrængende personer som Tjenesten stiller til tjeneste. Som for eksempel denne 'Hensyns-Henriette' som pådutter alle at de skal være hensynstagende over for hendes medslæbte barn, eller denne fyr som fra tid til anden skal til casting og som i den grad bruger et nedvurderende og beskidt sprog. Jeg spørger bare: Har vi ikke nok af den slags anmassende personer i forvejen i dagligdagen? Hvad der skulle være det sjove i dette har jeg endnu ikke fundet ud af, for som regel har der ikke gået mange sekunder før jeg har slukket for radioen. Og det er her jeg mener at Tjenesten gør P3 en bjørnetjeneste, for hvis man var interesseret i satire skulle man nok lukke op for radioen når det kom, ligesom jeg gjorde det med Selvsving i sin tid. Men når nu der er satire over hele fladen risikerer DR blot at skræmme lytterne væk. Jeg kan i hvert fald ikke se hvordan uannoncerede programmer skulle kunne trække lyttere til, så for hver lytter der slukker er der en lytter mindre. Det er jo begrænset hvor ofte jeg gider slukke og tænde, så på et tidspunkt er det slut og jeg overlader scenen til min pladesamling. Det er muligt der ligger en dybere mening bag ved, men sandsynligvis er det ikke tilfældet - måske det blot drejer sig om at få sagesløse lyttere med på linien, så lyttertallet stadig kan holdes kunstigt højt.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.