|
|
Andy Bell er helt elektrisk
|
Mandag, 09.01.06
|
Nu nævnte jeg her forleden at det har været overraskende lidt jeg har anskaffet mig af ny musik i det forgangne år, så det har jeg besluttet at gøre noget ved. Inspireret af den kommende koncert med Depeche Mode i næste måned har jeg været i GUF og købt en række plader fra denne gruppes bagkatalog, så jeg kan være bedre forberedt på koncerten. Og så ikke mere om Depeche Mode i denne omgang, for da jeg alligevel havde Dankortet fremme investerede jeg også i Andy Bells nye soloplade Electric Blue. Andy Bell er nok mest kendt fra den elektroniske popgruppe Erasure, hvor han er frontfigur, men sidste år har Andy Bell besluttet at han også vil prøve sig selv af solo - uden at afbryde samarbejdet med Erasure. Og det er der faktisk kommet en ganske god skive ud af. For at tage det bedste først, så må jeg sige at den officielle hitsingle Crazy bare holder. Nummeret lyder som noget man har hørt før, men alligevel med sin egen lidt skæve charme. Det skal så også siges at Andy Bell i høj grad har gjort meget for at promovere dette nummer, og på hans hjemmeside kan man downloade dette nummer i ikke mindre end 18 forskellige releases eller remixes - ud over originalen! Måske nok lidt overdrevet, men nummeret er alligevel ganske fint. Et andet ganske spændende nummer er titelnummeret Electric Blue, et tungt og dunkelt nummer som på en måde virker meget visuelt, man kunne næsten have lyst til at se videoen til dette nummer. Endelig skal jeg også nævne sing-along nummeret Shaking my Soul og især det meget filmiske nummer Runaway, som begge også hører til mine favoritter. Der er således adskillige gode numre på pladen ud over Crazy, men man skal ikke lytte pladen igennem mange gange før man indser at mange af numrene er for enslydende. Ganske vist er det denne slags musik der er Andy Bells stil, men i givet fald falder den lidt ved siden af min egen idealstil til at jeg kan bemærke den store forskel. Alligevel vil jeg ikke tøve med at anbefale pladen, da der, selv efter min mening, er adskillige numre der er langtidsholdbare.
www.andybell.com
|
|