Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. marts 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fred og ro i Lahore Torsdag, 30.03.06

Efterhånden som denher Muhammed-krise er ved at gå i sin skaber igen, er tiden kommet til selvransagelse herhjemme i Danmark. Det viser sig nu, at mange af de danske imamer har spillet en større rolle ved udbredelsen af hadet til Danmark, end man først har haft indtryk af, og mere end de selv har givet udtryk for. I den henseende har der været flere eksempler på, at danske imamer har talt med to tunger, når det budskab de har givet til arabiske muslimer i udlandet har været med et helt andet indhold end det, de har fortalt de danske medier de har sagt. Helt utilstedeligt har været den århusianske imam Ahmed Akkari som helt uanfægtet, og i venners lag, har sagt, at "nogen" burde bombe Integrationsministeriet såfremt Naser Khader en dag skulle blive integrationsminister. Noget sådant siger man ikke i et forum med kontakter, direkte eller indirekte, til terrorister der kunne finde på at føre idéen ud i livet. Ikke med mindre man mener det. Og medierne herhjemme har selvfølgelig gladeligt fulgt op på den historie, hvilket jeg - trods min skepsis over for de danske medier - finder ganske udmærket. Jeg har dog stadig den opfattelse at medierne pisker en stemning op, som der ikke er belæg for. Og Udenrigsministeriet slutter op om den oppiskede stemning. Ministeriets rejsevejledning til Pakistan, opdateret i forgårs, går på at alle unødvendige rejser til Pakistan frarådes. I praksis er det dog angiveligt en helt anden sag. En nabo her i ejendommen har nu i over tre måneder været udstationeret i Pakistan, bortset fra en kort periode hvor krisen var på det højeste, hvor han var blevet evakueret til Dubai. For nylig var han på rejse i det nordlige Pakistan, hvor han med basis i Lahore besøgte Islamabad samt flere lokaliteter i nord- og nordvestområdet. Og overalt hvor han kom frem var indtrykket det samme: en meget venlig og hjertelig velkomst, og der var intet som helst tegn på at Muhammed-sagen skulle have forværret forholdene. Selvfølgelig skulle man ikke rejse til Peshawar eller de grænsenære områder til Afghanistan, men det har mere med klansystemet end med Muhammed at gøre. Så ud fra min nabos vurdering er Pakistan lige så sikkert at rejse i som det altid har været, blot man respekterer den lokale kultur.
Udenrigsministeriets rejsevejledning

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.