Navigation:    
Start  >  Blog 
> 1. april 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Min ridder i sort læder Lørdag, 01.04.06

Nogle gange bliver man bare så træt. Al den snak om, at bøsser blot er fyre der viser eller søger deres kvindelige side. Alle de karikaturer om løse håndled og overdrevne fistelstemmer, til overflod bakket op af de stereotyper som man finder i miljøet. Hvad interessant skulle der være ved en fyr klædt i dametøj? For min skyld kan man klæde sig som man vil (hvilket jeg jo sådan set også gør), men derfra og så til at konkludere at det er normalt for bøsser at gå i dametøj. Eller de bøssepar, hvor den ene part tydeligvis er 'kvinden' i forholdet - jeg mener, hvis man søger en 'kvinde', hvorfor så ikke søge en rigtig kvinde? Næ, giv mig en ordentlig og uaffekteret, maskulin mand - det er der ikke så meget skuespil over. I går aftes, for eksempel, var jeg inviteret til en fødselsdagsfest, hetero naturligvis, og selv om det var ganske hygsomt og maden var fin, så var der nu en forskel mellem mig og alle de andre, der var fast forankret i deres heteroseksuelle forhold. Jeg var hjemme igen halv et i nat, men syntes endnu ikke det var tiden at gå i seng. Jeg manglede en mand, jeg manglede min ridder i sort læder. Mindre end en time senere var jeg på vej ind i byen, checkede ind et sted hvor jeg vidste at der var mulighed for bonus, og efter en danskvand til at fortynde aftenens drikkeri med, gik jeg på jagt i baglokalet. Jeg vidste præcis hvad jeg ledte efter, og jeg fandt ham også, stående i det dunkelt oplyste lokale, med sit brede, behårede bryst. Som stod han også og ventede på mig. Ingen ord var nødvendige. Han fulgte efter mig til et afskærmet hjørne hvor vi kunne nyde hinanden. Tiden stod nærmest stille, men da jeg senere kom ud til baren kunne jeg se at der i mellemtiden var væsentlig færre gæster. Over en påskebryg kunne vi så snakke. Det var så ganske vist også smalltalk, men af en helt anden og mere vedkommende slags end den hetero-smalltalk jeg havde oplevet tidligere på aftenen. Så da jeg kørte hjem med natbussen henad fem kunne jeg tilfreds konstatere at det havde været en af de bedste aftner i lang tid.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.