Det skulle ellers have været en noget længere vandretur, jeg havde planlagt oppe i Värmland, men efter to timers vandring endte turen i en snedrive. Jeg havde ellers checket de svenske snemeldinger de seneste uger, og inden vi tog afsted viste de at der skulle ligge mellem 10 og 30 centimeter sne hvor vi skulle være. 30 cm sne skulle vi dog nok kunne trave igennem, så fortrøstningsfuldt tog vi nordpå. Det viste sig dog at være hverken 10 eller 30 cm, men væsentligt mere. Da vi kørte langs Vänern var der max. 20 cm og større områder med barmark, men da vi stog af bussen var der jævnt 30 cm overalt. Imidlertid steg snedybden som vi vandrede ad en grusvej op i terrænet, og da vi kom til den sidste ødegård i henved 200 meters højde var vejen ikke længere ryddet for sne. En bom var på tværs, og herefter var de næste minimum fem kilometer grusvej dækket af en halv meter sne. Regnen øsede ned og mørket var ved at falde på, så efter en hurtig beslutning studerede vi ødegården lidt nærmere. Der var ingen hjemme, men i den fjerneste bygning var høloftet på første sal uaflåst, og da snedriverne lå halvt op ad bygningen var det en smal sag at komme indendørs. Den følgende dag overvejede vi situationen. Det ville blive temmelig besværligt at tage sig igennem den dybe sne, for slet ikke at tale om de vanskeligheder der ville være ved at følge de små stier gennem skoven. Vi kunne under ingen omstændigheder nå frem til det planlagte slutmål i Charlottenberg, og selv om vi nok skulle kunne nå frem til Glava var det begrænset hvor sjovt det ville være, blot at holde sig til landevejene. Så sidst på dagen blev beslutningen truffet om at vende hjem igen. Jeg måtte konkludere, at Värmland sandsynligvis ligger for langt mod nord til at man kan vandre her i påsken.