Ved det foregående valg til Folketinget havde jeg gjort mig en hel del overvejelser om, hvilket parti jeg skulle stemme på, med det resultat at mit valg mere blev et fravalg end et tilvalg, se min tidligere blog herom. Dansk Folkepartis Pia Kjærsgård har et fast greb om de ædlere dele på Anders Fogh, således at hans VK-regering kun kan sidde på hendes nåde, i og med at de øvrige små højrepartier er udraderet fra Folketinget, og de Radikale trofast har fulgt alliancen med Socialdemokratiet i efterhånden en generation. Men nu er der måske ved at komme nye boller på suppen. De Radikales partiformand Marianne Jelved skriver i sit seneste nyhedsbrev at det fremover ikke længere er helt så sikkert, at man vil støtte Socialdemokratiet, men fremover vil gå efter at få størst mulig politisk indflydelse, en indflydelse som de næppe kan få ved at klynge sig til socialdemokraterne, som netop i øjeblikket har den laveste vælgertilslutning i hundrede år. Herudover stiller Marianne sig selv op som en fremtidig kandidat til statsministerposten. Med andre ord, så åbner Marianne Jelvig en dør på klem for et samarbejde med Venstre, et tilbud, der dog er blevet modtaget med kølighed fra Venstres side, og med arrogance fra de Konservatives side. Alt imens Pia Kjærsgård farer i flint fra sit hus i muddergrøften og fastholder VK-regeringen på sit forpligtende samarbejde. Mon ikke det nærmere er fordi Pia føler sin plads på parnasset truet af Marianne? Det kan hun så også have god grund til, for ud fra de seneste meningsmålinger ville Dansk Folkeparti mageligt kunne blive skiftet ud med de Radikale. Hvilket kun kan være en fordel for Danmark, da vi så får en mulighed for at komme væk fra den nuværende konfliktsøgende politik, som Pia Kjærsgård dikterer VK-regeringen.
www.radikale.dk