I sidste måned var der heftig debat om, hvorvidt de danske vandværker skulle privatiseres, og her i disse dage går der en tilsvarende snak om ikke staten skulle sælge ud af sit ejerskab af DSB. I begge tilfælde er et af de argumenter der har været fremme, at privat styring giver et incitament til at effektivisere forretningsgangen, med heraf følgende billigere priser for forbrugerne. Men så er det bare jeg siger, at det er en forbandet gang sludder og vrøvl. Hvordan kan det blive billigere for forbrugerne, at der nu pludselig er nogle private investorer der skal tjene penge på virksomheden? Det må da alt andet lige gøre det dyrere for forbrugerne, og bygger vel på den vel udbredte fejlopfattelse, at offentlige virksomheder i bund og grund er ineffektive. Så det økonomiske argument giver jeg ikke en flad femøre for. Men tanken om at skulle privatisere disse sektorer kaster også nogle andre tanker af sig. Hvad vandet angår er vi jo yderst priviligerede her i Danmark. Mere end en milliard mennesker her på denne klode har ikke adgang til rent vand, men må hente det langvejs fra eller få det leveret i tanke. Mange andre steder har man ganske vist rindende vand, men af en tvivlsom kvalitet, hvorfor man gør sig bedre i at drikke flaskevand når det gælder indvortes brug. Men her i Danmark har drikkevandet en høj kvalitet, faktisk bedre end mange af de mineralvand der kan købes i butikkerne. Den danske vandsektor lever efter det økonomiske princip at de skal hvile i sig selv, ikke bare nu, men også om 100 år. Men hvis vandværkerne nu skal omdannes til aktieselskaber kunne man meget vel forstille sig at kommende ejere på et tidspunkt vil tænke mere på profit i de nærmeste år end på vandkvalitet om 100 år - og får lov til det - især når man tænker på det pres der er på de danske miljøforhold ved diverse EU-harmoniseringer. Hvis spanierne kan bruge kommunevandet til bad og opvask, og i øvrigt drikke mineralvand, og derved klare sig med en ringere vandkvalitet end vi har, hvorfor skulle danskerne så ikke også ku' ku'?