|
|
Floden vinder altid
|
Lørdag, 22.04.06
|
Med forårets komme følger også den efterhånden traditionelle vårflod med større oversvømmelser. Nogle gange er det Norditalien det går ud over, andre gange den vestlige dele af Tyskland, og i dette forår er det Europas største flod Donau der går over sine bredder. I nu et par uger har vi via medierne kunnet følge højvandet bevæge sig ned gennem floden og oversvømme byer og landbrugsområder på sin vej mod Sortehavet. Lad det være sagt med det samme, det er selvfølgelig en katastrofe for de berørte byer og landområder, men når så man gang på gang hører at årsagen til oversvømmelserne ligger i større mængder smeltevand fra Alperne kan man kun ryste på hovedet. Så længe der har været bjerge mellem Italien og Centraleuropa, så længe er der faldet sne her om vinteren, og på et eller andet tidspunkt smelter denne sne og afvandes af de store flodsystemer. Sådan har det været i tusinder af år, så det er der ikke noget nyt i. Så hvad er mon den egentlige årsag til, at vi nu hvert år skal trækkes med disse oversvømmelser? Personligt tror jeg at en stor del af årsagen kan findes i presset fra de tætbefolkede arealer langs med floderne. Lavtliggende og småsumpede områder langs floderne, som hidtil har opfanget en stor del af det overskydende vand, de er nu blevet drænet og inddraget som landbrugsjord. Så her kan vandet ikke være, og det må fortsætte videre. Længere nede har man opført diger for at holde floden i skak, rette den ud og styre vandstrømmen, af hensyn til skibstrafikken, og det betyder at vandet nu heller ikke kan være her, men må videre. Resultatet er, at vi nu står med større vandmængder der kommer hurtigere ned fra bjergene. Floderne er jo ikke som en motorvej med en maksimal kapacitet. Når vandet kommer, så kommer det, og så tager det den plads det har brug for. Der er jo nok også en grund til at jorderne nær Donau er så frugtbare som de er.
|
|