Navigation:    
Start  >  Blog 
> 23. maj 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Musik på mobilen Tirsdag, 23.05.06

Her til aften havde jeg for en sjælden gangs skyld fundet vej til min lokale biograf for at slappe af et par timer over en arketypisk og ukompliceret B-film. Inden hovedattraktionen kunne løbe over lærredet måtte vi dog lige igennem de sædvanlige reklamefilm, hvilket ofte kan være meget underholdende, men der var også én film i mængden som jeg i den grad syntes var elendig, men måske samtidig temmelig tidstypisk. Reklamefilmen for teleselskabet 3 om, hvor let man kan downloade musik til sin mobiltelefon hvis man har det rette abonnement. Ja tak for kaffe. Jeg kan ikke på nogen måde forestille mig at der er nogen musiknydere der vil hente musik ned til sin mobiltelefon, når man tænker på hvor elendig en lydkvalitet der er på mobilen. Hvilket man snart dagligt hører i S-toget når nogen synes det er sjovt at underholde resten af kupéen med den elendige dåsemusik fra mobilen. Faktisk har vi ikke bevæget os så langt fra 1960'erne hvor det var moderne at høre musik fra transistorradioen - og musikkvaliteten i disse bærbare lydgivere er altså ikke blevet spor bedre i de mellemliggende 50 år. Scenen fra 3's reklamefilm er i øvrigt i et tog, hvilket igen spiller på at det åbenbart er helt i orden at spille musik i toget. Ja, men så en ordentlig lydkvalitet, please! Det er dog ikke gjort med det, for når nu Johnny deLuxe spiller med hele sit band i toget (med en anden lydkvalitet end mobilens!), da er det åbenbart helt i orden at bandet skal afbryde midt i et nummer blot fordi der kommer en unødvendig og intetsigende samtale ind på mobilen. Væk med musikken, nu skal der tales. Hver ting til sin tid. Når nu man gør så meget for at få en god lyd (selv om der er adskillige kunstnere der næppe fortjener det), da bør man efter min opfattelse give musikken plads, høre den på et ordentligt anlæg, og nyde musikken når den er der, og ellers bare lade den være et ligegyldigt underliggende baggrundstapet.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.