I den seneste måneds tid har jeg været på flere ganske korte overnatningsture, hvor det mest af alt har drejet sig om, blot at komme ud og overnatte i det fri, spise en masse god mad og få en hyggelig snak, og så komme hjem igen den følgende formiddag, men her i Himmelfartsdagene havde jeg endelig kunnet finde plads i kalenderen til at tage på en rigtig vandretur i det svenske. Efter at den mislykkede påskevandretur var endt med et brud med min tidligere vandremakker stod det klart, at turene fremover ville blive med andre makkere eller alene. Derfor var det faktisk en lise, for første gang i flere år at lave en solo vandretur igen. Jeg var taget op til smålandske Markaryd, hvor jeg tre gange tidligere havde startet en anden vandretur. Denne gang gik turen dog vestover, jeg fandt min egen vej frem til Hallandsleden, og via Koarp fulgte jeg så Skåneleden frem til Båstad. Naturligvis var jeg selvforsynende, med god mad og vin til hele turen, og det var nu meget rart, selv at kunne bestemme farten. Stå op når jeg ville, gå når jeg ville og blot flade ud når det var det jeg havde lyst til. Underligt nok syntes jeg at jeg havde flere kræfter end jeg plejede at have, og mit normale vandretempo var rykket et gear op. Det betød så også, at selv om der var dagsetaper på op til 24 km gik der aldrig mere end syv timer før jeg var fremme ved næste lejr. En af dagene nåede jeg sågar frem allerede kl.13 med hele eftermiddagen til min rådighed, til småture i nærområdet eller til at skrive videre på en af mine gamle dagbøger jeg aldrig havde fået lukket. Bevares, vejret var ustadigt, og med lidt mere regn end jeg brød mig om, men allerede i kystbanetoget hjem fra Helsingør måtte jeg konkludere at det havde været en god tur, og at der næppe går så længe får jeg atter laver en lille solotur til Småland.