Lige siden Kina i 1950 invaderede Tibet og degraderede den tidligere selvstændige nation til blot at være en kinesisk provins, har man fra Beijings side gjort hvad man kunne for at knytte Tibet tættere til sig, omend udnyttelsen af Tibet nærmere har haft karakter af kolonipolitik af værste skuffe. Ældgamle og langsomt voksende skove er blevet fældet og værdifulde råstoffer fragtet østpå, og den modsatte vej er gået forskellige affaldsprodukter fra industrien, som man meget praktisk har kunnet deponere på denne fjerntliggende losseplads. For at styrke samfærdslen mellem Tibet og resten af Kina har man nu i flere år arbejdet på en ny jernbane, som skal forbinde Lhasa med det øvrige kinesiske jernbanenet, og nu er det så vidt at banen kan indvies. Her til morgen dansk tid (09.30 Beijing tid) ruller det første tog ud fra vestbanegården i Beijing for at køre den 4.064 km lange strækning til Lhasa. De første små 3.000 km køres ad det oprindelige jernbanenet, inden toget så kører ud på de sidste 1.100 km nyanlagt jernbane frem til Lhasa. Denne sidste strækning kommer op i over 5000 meters højde og er således den højest beliggende jernbanestrækning i verden, og tilmed er halvdelen af banen lagt i områder med permafrost, hvilket har givet ingeniørerne helt særlige hensyn at tage, for at jernbanen ikke blot skal forsvinde i mudderet. Spørgsmålet er så bare hvorfor Kina bruger så mange ressourcer på at bygge denne bane. Den officielle forklaring fra det kinesiske kommunistparti lyder på, at man ser banen som en vigtig kilde til den fremtidige udvikling i Tibet, men andre mener at banen måske snarere skal tjene den fremtidige udvikling i resten af Kina, således at der nu er endnu flere ressourcer der kan blive eksporteret mod øst. Alt imens det nu bliver endnu lettere for kinesere at rejse til og bosætte sig i Tibet, og derved udvande det nuværende tibetanske mindretal i Tibet yderligere.