|
|
Byggeboom i Wallis
|
Fredag, 14.07.06
|
Efter nu ikke at have været i Wallis i et par år vendte jeg i forgårs endelig tilbage til Mattertal, idet jeg i Randa skulle afholde sommerens rebledertur for Dansk Bjergklub. Traditionen med at tage Kometen til Basel er efterhånden blevet ændret til at jeg nu flyver med SAS til Genève, hvilket trods alt giver henved halvandet døgn mere på destinationen, og med blot et enkelt togskift i Visp er det blevet en behagelig måde at komme til Mattertal på. Jeg kunne dog ikke undgå at bemærke, at straks jeg ikke befinder mig i Mattertal i et år eller to, benytter man straks lejligheden til at igangsætte adskillige større byggerier. Vel fremme ved banegården i Visp måtte jeg konstatere at der ikke længere var nogen banegård. Hele hovedbygningen var revet ned, og det samme var det midterste perronafsnit. Heldigvis var BVZ-banen mod Zermatt stadig at finde ude på banegårdspladsen, så der var da stadig noget jeg kunne genkende i Visp, også selv om banen i mellemtiden havde skiftet navn til Matterhorn-Gotthard Bahn, idet BVZ i mellemtiden havde fusioneret med Furka-Oberalp Bahn. Tandhjulsbanen op gennem dalen var dog den velkendte, men knap havde vi forladt Visp før vi kørte under en ny stor viadukt. Det var helt sikkert motorvejen op gennem Rhônedalen som var ved at blive forlænget til Simplonstrasse ovenfor Brig. Endelig fremme i Täsch - og også her var den velkendte station væk. I stedet havde man bygget et enormt skrummel af et parkeringshus, som taxachaufføren efterfølgende med slet skjult stolthed kunne meddele, at det rummede 2100 biler under tag. Det er muligvis effektivt, men det er nu ikke den bedste velkomst til byen at blive sat af ved et parkeringshus. Jeg fandt aldrig stationen, men fandt dog en taxa ved udkørslen, hvorefter jeg kunne komme til min faste camping ved Atermenzen. Her var alt ved det gamle, bortset lige fra golfbanen på den anden side af landevejen. Golfbanen vidste jeg godt at man havde projekteret, men nu var den færdigbygget og fungerede åbenbart i bedste henseende.
|
|