Navigation:    
Start  >  Blog 
> 28. juli 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Den afgørende kamp Fredag, 28.07.06

Selv om det efterhånden er over to måneder siden at den tredie film i X-Men serien for første gang spillede over de danske biograflærreder måtte jeg alligevel ind og se filmen, inden den for evigt forbeholdes videomaskineindehaverne. Med tredie kapitel i sagaen om mutanterne er der lagt op til en Endlösung af mutant-'problemet'. En lægemiddelvirksomhed har opfundet en vaccine, der kan kurere alle former for muteringer, hvilket medfører højlydte diskussioner om, hvorvidt mutanterne er mennesker som alle andre, eller en sygdom der skal udryddes. Naturligvis er både de onde og de gode mutanter interesserede i denne vaccine - Magneto ser den som et våben til at kunne kontrollere alle andre mutanter, og Charles Xavier er interesseret i at Magneto ikke får fingre i vaccinen, og X-Men må derfor træde i aktion, for myndighederne kan selvfølgelig ikke håndtere problemet alene. Således er scenen sat til en klassisk film om kampen mellem det gode og det onde, garneret med en lidt usædvanlig kærlighedsaffære mellem Scott og Jean - som ellers døde i X-Men II. Som sådan er det en dejlig film, hvor man ikke behøver at skulle bekymre sig om en dybere handling, og hvor der er rig lejlighed til at opleve en stribe nye mutanter samt beundre CGI-folkenes frembringelser, hvorunder bl.a. Golden Gate-broen bliver flyttet til Alcatraz Island. Men alligevel er filmen måske lidt for sort og hvid. De nye mutanter der introduceres har alle et udseende eller en væremåde så man ikke er i tvivl om de er gode eller onde, og den tvetydighed som prægede flere af karaktererne i X-Men I er desværre ikke længere til stede. Ligeså er der flere af de nye mutanter der blot kommer dumpende ind i filmen, uden at vi på nogen måde er blevet præsenteret for deres forhistorie. Måske det blot er gået lidt for hurtigt med at få filmen lanceret? Ifølge anmelderne er denne den sidste film i X-Men trilogien, men jeg er nu ikke så sikker på at det er den sidste. Ganske vist bliver Charles Xavier pulveriseret undervejs og Magneto får sin egen dosis af vaccinen og bliver derfor til et almindeligt menneske. Eller gør han? Filmens sidste sekund kunne i bedste cliffhanger-stil tyde på noget andet. Så jeg venter spændt på X-Men IV.
         

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.