|
|
Rekordvarm juli
|
Onsdag, 02.08.06
|
De seneste uger har en veritabel hedebølge bredt sig over - ikke bare Danmark, men hele Centraleuropa. Herhjemme har det givet en usædvanlig varm og solrig sommer, hvilket har været til stor glæde for strandløverne, idet vandtemperaturen allerede i starten af måneden nåede op på de 20 grader, men nok ikke har været så sjovt for dem, som af forskellige årsager måtte tilbringe størstedelen af tiden indendørs og måtte nøjes med at betragte sommervejret gennem vinduet. Middeltemperaturen for juli herhjemme blev målt til 19,8 grader, hvilket var 0,3 grader varmere end den tidligere rekord fra 1994, og hvad solskinstimer angår nåede vi helt op på 320 timer, hvilket var 29 timer mere end den tidligere rekord fra 1955. Som sagt er det ikke bare Danmark der har været ramt af hedebølge. Fra mine chatkontakter i Belgien og England har jeg erfaret at man også i disse lande har haft en rekordvarm juli måned, og i Californien har man netop afsluttet en hedebølge med dagtemperaturer regelmæssigt op mod 44 grader. Uden at jeg dog kan sige om juli også her har været rekordvarm. Også i Schweiz har man noteret usædvanlige varmerekorder. Som tidligere nævnt har vejret været usædvanlig varmt i Schweiz, men det har dog ikke været helt nok til at give varmerekord over hele landet. Men alligevel: Samtlige vejrstationer nord for Alperne har med middeltemperaturer på 22,6-23,9 grader ligget cirka 1 grad over den hidtidige varmerekord fra 1983. Kun i den sydlige del af Alperne har vejret ikke sat rekord, idet middeltemperaturen i Lugano 'kun' har været 24,3 grader, eller 0,7 grader fra den lokale varmerekord her fra 1928. Interessant kunne det være, om også Østrig har oplevet tilsvarende varmerekorder, men statistikken for juli er endnu ikke tilgængelig fra den østrigske vejrtjeneste. Tilbage til Danmark må jeg afslutningsvis tilføje, at hedebølgen herhjemme nok er slut for denne gang, for efter nattens kraftige tordenvejr er luften blevet behageligt køligere.
|
|