Det er nu godt 15 måneder siden at jeg besteg Pikes Peak i Colorado, sammen med Erik Storm i april sidste år. Dengang var de øverste to trediedele af stien til toppen stadig dækket af vinterens sne, men alligevel formåede vi at finde vej til toppen. Nu hvor vi skal løbe op på Pikes Peak om små to uger var det en nærliggende tanke at se hvordan stien ser ud om sommeren. Dette var i øvrigt også Martins eneste krav til ture vi skulle lave sammen, så vi gik til den efter den samme metode som Erik og jeg brugte sidste år, med to mellemliggende overnatninger på Barr Camp. Vi var kommet lidt sent ned fra Rampart Range og havde spildt en del tid på at finde et supermarked i Manitou Springs, så det var ved at blive mørkt da endelig vi nåede Barr Camp. Hvilket dog ikke gjorde så meget, da værtsparret Neil og Therese var vant til at vandrere og løbere kommer forbi på alle tidspunkter af døgnet. I dag besteg vi så Pikes Peak, og det var en helt anden oplevelse at kunne følge stien op, i stedet for som sidste år at skulle kæmpe sig gennem den dybe sne. Vi gik uhyre let, kun bevæbnet med vandsæk, jakke og en håndfuld dollars til toprasten. Martin forsøgte at løbe turen op så højt som muligt, og jeg fik derfor et forspring på en time, så vi kunne mødes under toppen for en lille foto session, men desværre hentede han mig allerede over en mile fra toppen. Han måtte dog også indrømme at han kun havde givet mig 40 min. forspring, da han ellers var bange for at jeg skulle løbe fra ham. Hvilket han dog slet ikke behøvede at være nervøs for, da jeg havde besluttet mig for at gå hele vejen. Alligevel nåede jeg toppen på knap tre timer, hvilket var to timer hurtigere end året før. Pikes Peak blev således det første bjerg jeg har besteget sammen med Martin. Men næppe det sidste.