Nu nævnte jeg i min foregående klumme at vi havde lidt problemer med at finde indkøbsmuligheder i Manitou Springs, for vi måtte erfare at der faktisk slet ikke fandtes et supermarked i Manitou Springs, men vi måtte helt til Colorado Springs før der var et supermarked større end tankstationer og 7-11'er. Hvilket svarer sådan nogenlunde til, at man skal fra Espergærde til Helsingør for at købe ind. De manglende supermarkeder er dog ikke det store problem - de kommer først når man er inde i butikken. Supermarkeder af Bilka-størrelse er ikke usædvanlige i USA, og hylder og reoler bugner af varer. Men kommer man lidt tættere på er udvalget af brugbare varer slet ikke så stort alligevel. Jeg vidste udmærket godt at rugbrød er en dansk specialitet som jeg ikke en gang gad kigge efter, men at det skulle være så besværligt at få fat i en ganske almindelig pakke havregryn havde jeg nu ikke forestillet mig. Derimod var der hyldemeter efter hyldemeter med alle mulige underlige og underlødige sukrede morgenmadsprodukter. Det mest besværlige var dog, at der ikke findes standardiserede varedeklarationer i USA. Varens indhold angives i forhold til portionsstørrelse, og hvis den eksempelvis er 35 gram betyder det, at alle værdier først skal deles med 35 og herefter ganges med 100 for at få et brugbart sammenligningsgrundlag. Og det er ikke altid man gider det. Samtidig er portionsstørrelserne ofte latterligt lave, med det resultat at man får mange flere kalorier indenbords end varedeklarationen angiver. Intet under at så mange amerikanere er fede! Hvis så endelig portionsstørrelserne var standardiseret, men det er de ikke. Et eksempel mere: Vi skulle købe en salami, og gik her efter en pølse med højt proteinindhold, for så måtte der da være kød i den. Men det var heller ikke så let, for på den ene pølse var fakta beregnet på en portionsstørrelse på 18 gram, og på den anden var det 16 gram, og så var vi jo lige vidt. Man kan åbenbart ikke købe ind i USA uden at have en lommeregner, og så var vi endda så heldige at alle vægte ikke blot var angivet i ounces, men også i gram. Så varedeklarationer og forbrugerbeskyttelse i USA er ikke meget værd. Tilsyneladende excellerer deklarationerne mest i at fortælle hvad der ikke er i produktet. Jeg husker med gru mit besvær sidste år med at købe en yoghurt, og skulle vælge mellem non-fat, non-trans, 0% af dit og 0% dat i forhold til (en kunstigt lav) Daily Value. For, da endelig jeg fik købt en, at måtte konstatere at den var så sukkersødet at den var på grænsen mellem kvalm og uspiselig. Men i år havde jeg lært lektien og holdt mig fra yoghurten!