Efter at have brugt en lille uge i og omkring Manitou Springs er vi nu rykket et par timer mod nordvest og er kommet til Breckenridge. Og hvad er så Breckenridge, må man spørge? Ja, det gjorde jeg også da jeg hørte navnet. Baggrunden er, at vi i denne del af vores forberedelse til bjergløbet om en uge har behov for at ligge højt, og gerne med let adgang til nogle spændende bjerge. Og så skulle der også være adgang til godt øl, hvilket jeg så absolut er en mangelvare her i USA. Men jeg faldt over en annonce i Spartacus for Breckenridge, og da det viste sig at der lå et mikrobryggeri i byen var der ikke langt fra tanke til handling. Så vi har lejet en ferielejlighed her for seks nætter. Og hvad er så Breckenridge? Jo, i dag er byen mest kendt for at være et skisportssted, og jeg havde egentlig regnet med at byen var groet af ingenting siden man byggede den første lift for 30 år siden. Men faktisk strækker byens historie sig over hundrede år tilbage i tiden, hvor byen oprindeligt var en mineby, og indbyggerne levede af at vriste guld ud af den hårde klippe. Minedriften blev dog mere til stordrift og mere hårdhændet overfor naturen, og i midten af forrige århundrede kunne en besøgende opleve store maskiner der bogstaveligt talt gnavede sig gennem dalen, udgravede floden ned til 50 meters dybde og efterlod enorme bjerge af skærver i sit spor. Minedriften ophørte i 1960'erne da den blev urentabel, og det kunne have gået med Breckenridge som med de mange andre spøgelsesbyer der ligger langs Rocky Mountains. Men Breckenridge ville det anderledes. Havde man ikke mere guld havde man dog masser af sne (8 meter i løbet af vinteren), og man sadlede om til skiturisme. Modsat mange andre steder har man dog været bevidst om, at det skal også se pænt ud om sommeren, og alle pister henstår således som brede højtbevoksede enge. Man er sågar begyndt at rense op efter de mange års mineaktiviteter, så Breckenridge henstår ikke som de europæiske spøgelses-skibyer om sommeren.