|
|
Krystalbjerget
|
Mandag, 14.08.06
|
Vel ankommet til Rocky Mountains skulle jeg naturligvis ud og se hvad de lokale bjerge havde at byde på. På vejen hertil havde vi dog fået et fint førstehåndsindtryk ved det par dage vi lå oppe ved Kite Lake, og jeg havde fået besteget fire bjerge på to dage - ikke bare 4000'ere men 14000'ere! Her i USA regner man jo i fod, og guidebogen til alle Colorados 55 officielle 14000'ere er noget nær biblen for mange. Her i nærheden af Breckenridge var der dog kun en enkelt 14000'er, men det betød ikke at der ikke var bjerge her, tværtimod, for på den anden side af dalen rejste der sig det ene bjerg efter det andet, og adskillige af dem var stadig over 4000 meter høje. Jeg havde jo hjemmefra planlagt herfra at køre til nogle af de 14000'ere der ikke lå så langt herfra, men jeg behøvede nu ikke at overveje særlig længe. Hvorfor skulle jeg køre en time eller to for at bestige nogle måske overrendte bjerge når jeg havde bjerge lige her? Det stod dog klart at jeg skulle lave turene selv, for Martin ville bruge dagene her til at løbetræne i dalen og i øvrigt trappe ned op til løbet søndag, så han skulle ikke ud og lave bjerg. Men han ville gerne agere chauffør, så han kørte mig op ad Spruce Creek Road, så højt han kunne komme i firhjulstrækkeren, og så måtte jeg gå videre herfra. Crystal Peak var det bjerg jeg havde sat mig som mål, og selv om det manglede 148 fod i at være en 14000'er var det dog stadig statelige 4222 meter højt. Det blev en rigtig god tur, først op gennem blandskoven til trægrænsen, herefter op forbi to søer i gradvist mere alpint terræn, og til sidst op over en blokmarksklædt flanke til toppen. Ud over at det var en meget naturskøn tur havde jeg også fornøjelsen at have hele bestigningen for mig selv - de vandrere jeg så vendte alle ved den første sø. Så denne bestigning er en helt klar kandidat til en billedserie der kan illustrere Colorado.
Krystalbjerget
|
|