Navigation:    
Start  >  Blog 
> 17. august 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Den 50. firetusinder Torsdag, 17.08.06

Jeg lod det dog ikke være gjort med blot at bestige Crystal Peak. Som bekendt var der flere andre spændende bjerge i området, og et af dem, Peak 10, lå lige som en fremskudt top mod Breckenridge. Bjergkæden vest for dalen mellem Frisco og Hoosier Pass kaldes Tenmile Range, og bjergene her er nummereret fra Peak 1 til Peak 10, hvor sidstnævnte er det højeste bjerg der kan ses fra den øverste by, Breckenridge. Ganske vist fortsætter bjergkæden med flere toppe op mod passet, hvor den højeste, Quandary Peak, er kædens eneste 14000'er, men Peak 10 er nok den mest karakteristiske. Så den havde jeg besluttet mig for at bestige, nu jeg var i området. Det var nu ikke så vanskeligt, idet jeg fra toppen af Crystal Peak kunne stige ned ad NE-graten til det lavtliggende pas mellem de to toppe, og herfra fortsætte videre mod Peak 10, så at sige ad bagvejen. Peak 10 er i modsætning til de andre Peaks blevet forskånet for skilifter fra Breckenridge, men det betyder ikke at bjerget ikke bliver besøgt. Der fører en udmærket grusvej op fra Breckenridge til den nedlagte sølvmine Briar Rose Mine og videre til en radiostation på en skulder under toppen, og ad denne vej bliver bjerget som regel besteget. Jeg kom dog fra bagsiden, og det var først da jeg nåede toppen jeg kunne konstatere at jeg også havde Peak 10 for mig selv. Peak 10 har en højde af 4155 meter, og derved blev det bjerg faktisk min 50. firetusinder, efter at jeg har besteget 42 af slagsen i Alperne, en under Kilimanjaro og nu syv her i USA. Der var fra toppen en glimrende udsigt ned over Breckenridge, og to timers vandring senere kunne jeg lukke mig ind i vores ferielejlighed her. Samme aften blev det runde jubilæum naturligvis fejret med en ordentlig bøf i Breckenridge.


Opdateret 22. oktober 2006: Ved nærmere opdatering af min topliste har det vist sig at Peak 10 alligevel ikke blev min 50. firetusinder, idet Shira Cathedral under Kilimanjaro alligevel ikke var noget firetusinder. Titlen som min 50. firetusinder tilfalder derfor Quandary Peak, som jeg besteg den 16. august 2006.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.