Vi fløj først hjem fra USA om tirsdagen, for der var ingen af os, der havde lyst til at skulle køre bil dagen efter Pikes Peak Marathon. Overraskende nok var vi dog ikke særlig smadrede i benene om mandagen, og vi kunne faktisk gå næsten normalt både op og ned af trapperne dagen efter løbet. Tirsdag var det så tid at trille tilbage til Denver, aflevere udlejningsbilen hos Hertz, og så indtage pladsen i Lufthansas komfortable sæder. Her kunne vi så slappe af og lade os forkæle de næste ni timer mens flyet duvede gennem natten mod Frankfurt. Der var dog andre ombord, som ikke kunne slappe af, og det var kabinepersonalet i flyet. Jeg sad og tænkte på, at det egentlig er et meget omfattende job man har som stewardesse, for der ligger meget andet i jobbeskrivelsen end blot det at servere mad og drikkevarer. Der ligger jo også en noget upåagtet sikkerhedsmæssig funktion som opsynsmand på flyet: som stewardesse skal man straks bemærke om der er optræk til uroligheder med visse passagerer, og gribe ind hvis det er nødvendigt, og alt på en måde så de andre passagerer så vidt muligt ikke bemærker det - til trods for at man jo ikke bare lige kan gå udenfor for at ordne sagerne. Stewardesserne skal også træde til og hjælpe handicappede og opfylde de særlige ønsker som rejsende med småbørn måtte have, ligesom de i nødsituationer skal fungere som redningsfolk og begrænse panikken hvis flyet kommer i voldsom turbulens eller pludselig skal evakueres. Der er ingen pauser på vagten, for selv om der selvfølgelig primært er tryk på når der skal serveres kan passagererne til enhver tid forlange personlig servering - i hvert fald på oversøruterne. Der er knap nok et rum som personalet kan trække sig tilbage til for at slappe af, og under take-off og landing er de henvist til et par simple klapsæder. Som stewardesse er man 'på' hele tiden, og altid med et smil. Jo, der ligger meget mere i arbejdet som stewardesse end bare det at være tjener, så herfra en solid anerkendelse af det hårdt arbejdende kabinepersonale.