Navigation:    
Start  >  Blog 
> 29. august 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fælledparkstafetten - aflad eller en social sovepude? Tirsdag, 29.08.06

I disse dage løber landets største motionsløb af banen, nemlig den af Sparta arrangerede DHL-Stafetten i Fælledparken. Løbet er så stort at det tager fire dage at afvikle, og når sidste løber kommer i mål på torsdag er der henved 70.000 løbere der har slidt stierne i Fælledparken tynde. Oprindeligt kunne løbet afvikles over en enkelt aften, men med stigende interesse har løbet bredt sig ud over de fire dage, hvorved loftet er ved at være nået. Den stigende popularitet skyldes i overvejende grad at rigtig mange firmaer tilbyder løbet til deres ansatte, således at der kan opbygges noget korpsånd gennem noget, der ikke direkte er firmarelevant, og så samtidig få lidt PR for firmaet. På den ene side er det jo en god ting at ens arbejdsplads tilbyder en mulighed for motion og skabelsen af et netværk til sine medarbejdere, men på den anden side er det efter min mening ikke nødvendigvis en god idé at opbygge sit sociale netværk gennem arbejdspladsen. Et løb bør man løbe fordi man har lyst til det og ikke fordi det skal være netværksopbyggende. Når talen falder på sociale netværk bør man jo til enhver tid have in mente at netværket med ens kolleger på arbejdspladsen kun er af midlertidig karakter. Det er jo helt op til virksomhedens ledelse hvor længe man kan være ansat på virksomheden, og har man bygget sit sociale netværk op med kollegerne vil dette netværk efter al sandsynlighed gå til grunde når man fyres eller siger op fra virksomheden. Hermed siger jeg ikke at man skal fravælge det kollegiale netværk. Ingenlunde! for det kan gøre det sjovere at være på arbejde når man socialiserer sig med kollegerne. Men hvis dette sociale netværk skal kunne bruges til noget når man forlader virksomheden skal det være med kolleger man også møder i det private, udenfor virksomheden, og ikke blot fordi personaleafdelingen betaler billetten til Fælledparkstafetten.
www.sparta.dk

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.