Navigation:    
Start  >  Blog 
> 7. september 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Cykelmotorvej langs Søerne Torsdag, 07.09.06

En af de ting som rigtig kan få debatten i kog her i København for tiden, er Ritt Bjerregaard og Klaus Bondams planer om at etablere en cykelsti langs med vestsiden af Søerne. Det lyder da som en rigtig god idé, var min første tanke da jeg hørte om planerne, men sidenhen er min mening blevet mere nuanceret, for er der virkelig behov for en cykelsti her? Der er jo en fortrinlig og bred cykelsti langs med østsiden af Søerne, og dem der vil køre mere fredeligt kan jo trille ned ad Ryesgade i stedet. Dengang jeg selv havde cykel foretrak jeg altid at cykle langs med østsiden, men vestsiden brugte jeg lige så ofte når jeg var ude på mine løbeture. For et par dage siden var jeg så atter ude og løbe langs vestsiden af Sortedamssøen, men var nu mere opmærksom på, hvad promenaden langs vestsiden egentlig bliver brugt til. Den nuværende promenade er 3-4 meter bred, og når cykelstien etableres reserveres der en blot en meter bred bræmme til fodgængerne. Der er altså ingen parkering på promenaden, men alligevel er der fra tid til anden behov for en sådan, idet der holdt en mindre lastbil fra et stilladsfirma samt to håndværkervarevogne længere ned ad promenaden. Dette skaber selvfølgelig ikke problemer nu, men hvordan vil det kunne fungere hvis promenaden invaderes af cykler? Et andet sted var et par dagplejemødre ude for at lufte børnene, og hvordan mon man kan passere disse megabarnevogne når der kun er en meter til rådighed? Til forskel fra alle andre cykelstier i byen er der her tale om en adgangsvej til en række ejendomme, hvor der ikke er nogen vejbane man om nødvendigt kan låne en smule plads af. Så faktisk er det ved nærmere eftertanke en noget dårlig idé at anlægge en cykelsti langs vestsiden af Søerne. I stedet burde man bruge pengene til at opgradere den nuværende cykelsti langs østsiden og bygge viadukter under de store krydsende færdselsårer, således som man har det langs vestsiden. På den måde kan man få en hurtig og gennemgående cykelsti der forbinder Østerbro, Nørrebro og Vesterbro, uden at det er til gene for de mange beboere på Dosseringerne og de mange der benytter vestbredden til en fredsommelig promenade.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.