Navigation:    
Start  >  Blog 
> 24. september 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Blot en hensigtserklæring Sø:ndag, 24.09.06

Lige for tiden er vejret usædvanligt godt, mildt og lunt for årstiden. Det er med andre ord alt for fint et vejr til at sidde indendøre, og hvad er så bedre end at få sig en mundfuld frisk luft på en god lang vandretur? Nu havde jeg dog ikke tid til en lang vandretur, og kunne heller ikke lige overskue at tage til Sverige, så for en sjælden gangs skyld måtte det blive en tur herhjemme, og jeg besluttede at kigge lidt nærmere på Fjordstien rundt om Isefjorden, som blev indviet sidste år. Det skulle dog hurtigt vise sig, at selv om det blot var flade Danmark skulle jeg nok få min sag for. Med udgangspunkt i Hvalsø (hvor jeg for nogle år siden afsluttede en fin vandretur fra Ringsted) ville jeg vandre til Ordrup hvor jeg kunne fange Fjordstien og følge den op langs Hornsherreds Isefjordskyst til Kyndbyværket. Jeg fik dog en slem skuffelse, da jeg efter i nogen tid at have kigget efter skiltninger, fandt ud af at stien slet ikke var etableret endnu! Det gik ellers meget godt ad landevejen mod Ejby, men resten af dagen måtte jeg forsøg at finde min egen vej langs med kysten - nogle gange ad rullestenene i strandkanten, nogle gange gennem tæt brombærkrat, og en del gange tværs over bondemandens marker, hvis ikke jeg blev tvunget ud på en større omvej ad kedelige småveje. Og det til trods for, at på det mest opdaterede kort, en version fra november 2005, var den endelige rute tegnet ind. Så kortversionen på fjordstien.dk er tilsyneladende mere korrekt, og når en strækning er stiplet på kortet betyder det altså at der ikke er foretaget ét eneste spadestik endnu. Og det kan godt komme til at vare længe endnu, hvis det står til visse beboere. Til gengæld fik jeg øjnene op for, at der ind imellem ligger nogle perler og venter på at blive opdaget. Nærmere information om turen følger snarest på sektionen om Vandring.

http://www.fjordstien.dk/ Link ikke længere aktivt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.