Navigation:    
Start  >  Blog 
> 30. september 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  At have eller ikke have have Lørdag, 30.09.06

Da jeg for snart mange år siden flyttede her til kvarteret fandtes der en lang række lokale butikker i nabolaget, men med tiden er mange af dem forsvundet en efter en. Blandt andet lå der en benzintank nede ved Omøgade, men den lukkede allerede i 1980'erne, og med tiden groede der et mindre vildnis frem bag det afspærrende plankeværk. Plankeværket var dog ikke mere impassabelt end at det stadig var muligt at forcere hvor der tilfældigvis manglede et par brædder, og med tiden voksede der en lille have frem. "Østerbro Have - en grøn oase på Østerbro" kunne man vel nok kalde den. I hvert fald er det det udsagn som Niels Baunsøe A/S bruger om det nybyggeri, der for tiden rejser sig på området. Væk er det inspirerende vildnis, væk er haven, og i stedet kommer der et par boligblokke som så mange andre her i byen. Tilsyneladende får haven kun lov til at leve videre i bebyggelsens navn. Samt i præsentationen på hjemmesiden, hvor det især i prospektdelen under Ejendommen er tydeligt at der er pyntet på den kommende virkelighed. Første billede er der ikke så meget at sige til, men på det næste billede ser man to personer stå på en græsplæne, med ejendommen i baggrunden. Desværre findes denne plæne ikke, og den kommer heller ikke til det, da der ligger en boligkarré på stedet. Næste billede viser otte personer der står afslappet og samtaler i en betongrav - helt ærligt, hvor ofte er det lige det sker? Det følgende billede viser ejendommen i landlige omgivelser med drivende skyer, gad vide hvor ejendommen i Æbeløgade er blevet af? Et andet billede viser udsigten mod nord, også umiddelbart landlige omgivelser, hvor tegneren har 'glemt' at ejendommen her faktisk vil blive bygget sammen med kontorbygningen på nabogrunden. Og sådan er det hele vejen igennem. Også i Området, hvor man tror der er mange spændende ting i nabolaget, men hvor ingen af de viste steder kan nås på mindre end et kvarters gang. Gad vide om salgsprisen på over 3 mill. kr. er lige så fiktiv.
http://www.osterbrohave.dk/ Link ikke længere aktivt!

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.