Navigation:    
Start  >  Blog 
> 8. oktober 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Stopover i Frankfurt Søndag, 08.10.06

Så er det atter ved at være tid til den årlige generalforsamling i UIAA, og denne gang finder den sted i Banff, Canada. Lige som sidste år flyver jeg dertil via Frankfurt, men for at udnytte tiden optimalt er jeg taget til Frankfurt lidt tidligere for at udnytte weekenden her. Egentlig havde jeg luret på at få en fræk aftale her, men hvis det ikke blev tilfældet vidste jeg at der måtte være muligheder for at vandre i de bagvedliggende skove. Så sent fredag aften checkede jeg ind på mit lejede værelse i Königstein, og efter at have leget lidt i skoven den følgende dag var det søndag tid for den store vandretur i Taunus. Som bjergbestiger er det jo en selvfølgelighed at jeg opsøger det højeste punkt i området, også selv om det blot er et simpelt bakkeland, og det var vel egentlig hvad man kunne karakterisere Taunus som. Højeste punkt her er Grosser Feldberg med 879 meter, men for at få en fornuftig vandretur ud af det lagde jeg ruten forbi Falkenstein, Lips-Tempel og ringmurene ved Altkönig før jeg drejede op mod Grosser Feldberg. På en måde var jeg nu en smule skuffet. Jeg havde regnet med et landskab i stil med det man finder i Harzen, men Taunus var i langt højere grad dækket af skov, og jeg så ikke skyggen af hverken heder eller højmoser. Derfor var der ikke den store forskel på om man gik det ene eller det andet sted hen, hvilket nok er forklaringen på at Taunus er meget populært blandt de lokale mountainbikere. Grosser Feldberg var en historie for sig. Med en restaurant på toppen, offentlig vej helt frem til punktet og det bedste vejr i en uge var det forståeligt at jeg ikke kunne have toppen for mig selv. Så selv om udsigten var ganske udmærket deroppefra var det nu alligevel på den relativt øde Reichenbachweg tilbage mod Königstein jeg bedst kunne nyde naturen og den dybe og rolige skov.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.