Med formalia således overstået var der lige nogle dage tilbage inden jeg skulle hjemover. For selvfølgelig kunne jeg ikke tage fra et så spændende sted som Banff uden at kigge lidt nærmere på de canadiske Rocky Mountains. Jeg havde fået et meget spændende førstehåndsindtryk af bjergene omkring Athabasca Glacier under inspektionsturen en uge forinden, og jeg havde derfor besluttet at jeg ville gøre et forsøg på Mount Athabasca, til hvilket formål jeg havde allieret mig med min portugisiske kollega José. Det var ved at være sidste udkald for bjergbestigning oppe i højderne. Besøgscentret med tilhørende overnatningsmulighed var nu lukket for sæsonen, men et motel 40km længere nede ad hovedvejen havde endnu åbent måneden ud, og her havde jeg reserveret et værelse til os. Klokken fire om morgenen forlod vi motellet for at køre op til Athabasca, og det var en nærmest surrealistisk oplevelse at køre op ad landevejen. Det havde sneet lidt i nattens løb, men der var ikke et eneste spor af andre biler på den brede landevej. Ingen lys fra andre bygninger, for der var ingen. Vi parkerede ved bommen, der nu spærrede for tilgangen til Athabasca, pakkede det sidste i sækken og gik så op mod bjerget. Det var en meget underlig fornemmelse at gå her, fyrre km fra nærmeste beboelse, og kigge ned på den øde, snedækkede landevej, hvor der holdt en enkelt, forladt bil. Temperaturen var elleve minusgrader og en tung dyne hang over landskabet. Selv om det havde været stjerneklart da vi kørte herop var det nu kraftigt overskyet og det så ud til sne. Vi fortsatte op over morænerne, selv om det ikke var helt let at finde stisporet i den snedækkede blokmark. Vi nåede kun godt 300 meter op, så endte sporet ved en stejl flanke, og det var umuligt at se hvor stien fortsatte. Halvtres meter længere oppe forsvandt flanken i skyer, og med tanke på hvor svært det havde været at finde vej her, hvordan ville det så ikke blive oppe på gletscheren i white-out hvis det begyndte at sne? Vi besluttede at stoppe mens legen var god, og steg kort efter ned til bilen igen. Da vi senere hen kørte fra Athabasca fandt vi ud af at de tunge skyer kun dækkede området omkring Columbia Icefield, for da vi kørte over passet til den næste dal skinnede solen fra en skyfri himmel. Det var nu for sent at gå i gang med et nyt bjerg, men så kunne vi i hvert fald nyde synet af de mange snedækkede bjerge på vores vej tilbage til Banff.