Navigation:    
Start  >  Blog 
> 5. november 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Flyt fra København og bliv rig Søndag, 05.11.06

Med boligprisernes himmelflugt er det efterhånden blevet noget nær umuligt at finde et sted at bo i Københavnsområdet, uden at man med det samme bliver tvunget fra hus og hjem på grund af de høje priser. Derfor bosætter folk sig længere og længere uden for byen, med deraf følgende lange transporttider. For hvis ikke man kan tjene tilstrækkeligt ved at arbejde otte timer om dagen, kan man i stedet bruge et par timer i trafikken dagligt for at opnå en besparelse på boligomkostningerne. Berlingske har regnet lidt på tallene, og kommet frem til at man ved at øge den daglige transporttid med en time kan få sit parcelhus en rund million billigere. Eksempelvis koster et stardard parcelhus på 140 kvadratmeter omkring fire millioner kroner i umiddelbar nærhed af København, men tager man til Ølstykke vil det samme parcelhus kunne erhverves for 'bare' tre millioner. Hvis man så prøver at omsætte denne million til noget mere håndgribeligt skal man være forberedt på at smide en time dagligt i 47 uger om året gennem 30 år. I alt 7.050 timer skal man således være forberedt på at ofre på sagen hvilket giver en timeløn på 141,85 kr. Hvilket jo egentlig lyder fornuftigt nok. Det er dog kun bruttoforskellen der udgør millionen, for hvis man bor i Ølstykke og arbejder i København må man herudover påregne ekstra tidsforbrug og ekstra udgifter til transport, som kun delvist bliver hevet hjem gennem befordringsfradraget. På den anden side er gevinsten også så meget større, da der er tale om en million man ikke har brug for at låne, og som man derfor ikke skal betale dyre renter af i 30 år. Så økonomisk set er det en fin fidus at flytte væk fra hovedstaden. Spørgmålet er så bare om man er villig til at give køb på den eneste ressource man har som menneske, nemlig tiden, og ofre 7.050 timer eller over et år af sit vågne liv på de økonomiske fordeles alter. Måske problemet kunne løses lige så godt, eller bedre ved at stille lidt færre krav til ens forbrug af materielle goder.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.