Navigation:    
Start  >  Blog 
> 25. november 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Sydafrika mere moderne end Færøerne Lørdag, 25.11.06

I den sidste måneds tid har Politien focuseret på, hvordan det er at være homoseksuel på Færøerne. Og selv om Færøerne er en del af det danske rigsfællesskab er der himmelvid forskel på, hvordan man behandler sine medmennesker. På Færøerne er der nemlig ikke nogen lovgivning der forhindrer chikane og det der er værre, på grund af ens seksuelle orientering. Og da de religiøse fortsat har stor magt på Færøerne betyder det at bøsser og lesbiske her gør klogt i at holde lav profil. Officielt findes der derfor kun to bøsser på Færøerne. Den ene, Rasmus, blev slået til plukfisk for et par måneder siden og ligger nu med chok og depression på den psykiatriske afdeling i Torshavn. Alt imens den anden, Mike, stadig forsøger at holde fanen højt og bekende sig til den person han er. På den måde er der ikke nogen større forskel på de religiøse fundamentalister i det amerikanske bibelbælte og de tilsvarende på Færøerne. Eller i de arabiske lande, for den sags skyld. Dermed er det også interessant at læse at man for en god uges tid siden gik i den stik modsatte retning i Sydafrika. Efter bruddet med apartheid-reglerne har man i Sydafrika fået en af de mest moderne lovgivninger hvad menneskeretten angår, og allerede fra starten blev seksuel orientering omfattet af de regler der forbyder diskrimination. Nu er man så gået endnu et skridt videre, for den 14. november vedtog Sydafrikas parlament med 230 stemmer mod 41, at det skulle være lovligt for homoseksuelle at indgå ægteskab, hvilket går Sydafrika til det første land på det afrikanske kontinent der indfører en sådan lovgivning. Alt imens det knap nok er lovligt at have homoseksuelle tendenser på Færøerne. Spørgsmålet er så, hvor længe det skal forblive sådan. Efter angrebet på Rasmus er forslaget mod seksuel diskrimination igen blevet fremsat i Lagtinget på Færøerne, og noget kunne tyde på at stemningen er ved at vende. Ved andenbehandlingen af forslaget for nylig var der stort set dødt løb mellem ja- og nejfløjene, så det skal blive spændende at se hvor trediebehandlingens afgørende afstemning lægger sig.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.