Navigation:    
Start  >  Blog 
> 23. december 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Fra slemt til værre Lørdag, 23.12.06

Selv om Rådhuspladsen er en af de mest betydningsfulde pladser i København er det sjældent den store oplevelse at opholde sig der, idet H.C. Andersens Boulevard, en af Københavns allermest befærdede gader, døgnet rundt har massiv trafik over ti vognbaner. Men Rådhuspladsen opfylder en funktion, som transitionszone mellem det internationalt inspirerede underholdningskvarter ned mod Vesterport og Hovedbanen (med Tivoli som en markant undtagelse) og middelalderbyen på den anden side af Vester Voldgade. Rådhuspladsen er også hjemsted for en lang række lysreklamer, hvilket egentlig er helt i orden, med tanke på beliggenheden som byens centrale plads, men det fleste lysreklamer glimrer ved deres udprægede smagløshed. De mange logo-neonskilte på Industriens Hus er ikke specielt pæne, men i grimhed overgås de af den levende neonskærm på hjørnet af Strøget. Fuldstændig overgearet pumper den reklamer ud døgnet rundt, om dagen blot et forstyrrende element, men om natten lysende så kraftigt op at jeg må skærme skærmen af med hånden for ikke at blive blændet. Så når jeg skriver at skærmen sender reklamer ud er det kun en antagelse, men hvad andet end reklamer ville præsentere sig på en sådan måde? Men tilbage til Industriens Hus. Nu har en arkitekt fundet ud af, at de kedelige neonskilte skal erstattes af en neonskærm, der dækker hele facaden. Meningen er, at skærmen skal bringe budskaber til folket, og illustrerer det med et skærmbillede fra en fodboldkamp. For facadeskærmen kan jo bruges når danskerne stimler sammen for at se EM-finalen på storskærm på Rådhuspladsen. Ja, fint nok, men nu er det jo ikke hver dag at der er EM-finale. Faktisk er de fleste dage uden EM-finale, og hvad skal de så bruge skærmen til? Lur mig, om ikke de vil sælge reklameslots til høje priser til at fylde mellemrummet mellem EM-finalerne ud. Jeg vil virkelig håbe, at disse planer aldrig bliver til noget, for det er ikke flere reklamer vi har brug for i byrummet, der jo i forvejen er molestreret af meterhøje stilladsreklamer. Desværre er der i København alt for mange eksempler på, at ussel mammon går forud for et anstændigt bymiljø.

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.