Navigation:    
Start  >  Blog 
> 26. december 2006
 
Foregående    Index    Dette tema 

  Falske spillefugle Tirsdag, 26.12.06

Ifølge Danmarks Statistik bruger hver eneste husstand i Danmark i 2002-2004 over 1.500 kr. årligt på tipning, lotto, banko, spilleautomater med videre. Med over 2,5 mio. husstande i Danmark betyder det at der dengang blev brugt omkring fire milliarder kroner på noget så unyttigt som spil! Som det heraf tydeligt indikeres er det ikke mig som bidrager til disse astronomiske tal. Dels fordi spil statistisk set nødvendigvis må give underskud, idet gevinstsummen er mindre en spillesummen, og dels fordi chancen for at vinde med et enkelt lod er stort set den samme som hvis man ikke havde købt noget lod! Men hvis folk har råd til at formøble fire milliarder kroner på det, skal de da være velkomne til det!
Sammenligningen af gevinstchancen med eller uden køb af lod er dog ikke helt hen i vejret. I løbet af det sidste par måneder har jeg fået flere mails om, at jeg allerede har vundet i dette eller hint lotteri, hvilket jeg egentlig synes er ganske fantastisk, når man tænker på at jeg aldrig har købt noget lod i disse lotterier, og ikke engang kender dem. Senest har jeg i dag fået en mail fra The National Lottery i Liverpool, hvori det står at jeg skam har vundet 250.000 pund sterling, som en delt gevinst på over 1,7 mio. pund. Med andre ord har jeg vundet næsten tre millioner kr, som jeg bare kan kræve ved kasse ét. Og hvorfor nu det? Jo, en computer et eller andet sted har trukket mit navn blandt en pool på 25.000 navne udvalgt rundt det meste på kloden, og ved at jeg vinder håber lottoselskabet at jeg har lyst til at spille med i lotteriet i fremtiden. De må da have penge nok, siden de kan tillade sig at give sådanne gevinster væk hver eneste uge! For at få fat i de mange rare penge skal jeg blot opgive en række data til lotteriets foreign manager Wilson Gart. Jeg undrer mig blot, hvorfor de skal vide om jeg er gift, hvad mit arbejde er, og hvad min levnedsbeskrivelse omfatter. De skal også vide hvad min email hedder, og hvilket beløb jeg har vundet - men det burde de da vide i forvejen! Det hele skal sendes til en anonym yahoo-mailadresse, underligt nok ikke en adresse på lottery.co.uk, som ellers er den officielle adresse. Tilmed har jeg bemærket at mailen er sendt fra en adresse på adelphia.net, en mail-portal i USA, hvilket blot gør det mere mistænkeligt. Jeg vælger derfor at udlede, at når de ikke engang har råd til deres egen hjemmeside (eller ønsker at skjule deres afsenderadresse) har de nok heller ikke råd til at udbetale 20 millioner kroner hver uge! I øvrigt har denne Wilson Gart et lukrativt bijob ved en tilsvarende stilling i Lotto Rheinland-Pfalz...

Eksterne links på denne side overvåges ikke og garanteres derfor kun på uploadtidspunktet.
Informationer om ændringer samt kommentarer i øvrigt modtages gerne på blog@viaalpina.dk.