Året er så småt ved at rinde ud, og det er ved at være på tide at kigge lidt tilbage på det år som er gået og opstille nogle forventninger til det år som kommer. Hvad det efterhånden temmelig udslidte år 2006 angiver kan det på det overordnede plan vel næppe beskrives bedre, end som Lars Dahlager skriver i sin klumme LiSTEN i dagens udgave af Politiken: "Okay, her er aftalen, 2006: Vi passer vores, du passer dit", forlangte LiSTEN i begyndelsen af 2006. Siden da: Krig i Libanon, formodede danske terrorceller, afbrændte ambassader, DF som de facto-regeringsparti, den globale opvarmnings amokløb, forhøjelser af licensen, borgerkrig i Irak, civilisationernes sammenstød, klodens nærtforestående ødelæggelse. Vi skal allesammen dø. Flere nyheder klokken 19. Og Lars kunne sagtens have fortsat, hvis han havde haft plads til det, for 2006 har ikke været værd at skrive hjemover. 2006 var nemlig også året hvor jeg for alvor bemærkede hvor egocentrerede folk er blevet, og så ligeglade med alle andre. Folk går gladelig i par på et smalt fortov og tvinger derved modgående ud i rendestenen, stopper op midt på trappen til perronen når de finder ud af at det ikke var deres tog der gjorde klar til afgang, og sender SMS'er samtidig med at man navigerer cyklen gennem den københavnske trafik. Alt imens de dunkende hørebøffer stjæler det sidste af opmærksomheden. Ind imellem går det dog ud over dem selv. Det er ikke mere end få dage siden at en 15-årig blev kørt ned af en bil, hun havde ikke bemærket at hun gik over for rødt fordi hun var travlt optaget af at skrive SMS på sin telefon. Jo, uanset om man ser på stort eller småt, så er det de negative ting der springer i øjnene. Og - som Lars Dahlager meget rammende skriver - der er flere nyheder klokken 19. For det er jo det der sælger: mord, ulykker og katastrofer, og vi danskere labber det i os. I mange år har jeg troet jeg det var for at vi kunne blive bekræftet i, hvor godt vi selv har det, men efterhånden har vi taget frygten til os og lukket os inde i os selv, med en stigende egoisme til følge. Og vi bliver mindet om frygten hver gang vi i S-toget kører gennem Nørreport station. Men alt er dog ikke sort, hvilket jeg vil causere lidt mere om i overmorgen...